Alumne

Studenter fra fem årtier mødtes til seniormiddag på NSG

Alumne

”Plejede der ikke at være gymnastiksal her? ” Luften var tyk af erindringer, da studenter fra overvejende 1950’erne, 60’erne, 70’erne, 80’erne og 90’erne mødtes på lærerværelset på Niels Steensens Gymnasium til en festlig ”seniormiddag” fredag den 3. november. Middagen fandt sted i forbindelse med den årlige fest for gamle elever første fredag i november, og rektor Lise Baadsgaard Jepsen takkede i sin velkomsttale deltagerne for at være med til at begynde en ny tradition.

Gamle klassekammerater fandt hurtigt sammen, men også for studenter fra forskellige årtier var der masser af snakke om: lærere, lektier og skiftende tiders skoledrift. Enkelte deltagere var kommet fra Frankrig og Sverige, mens andre boede få hundrede meter fra NSG. For nogle var aftenen et første gensyn med deres skole efter studentereksamen, mens andre i årevis havde oplevet, hvor stor NSG-netværket er også udenfor Skt. Kjelds Gade.

Halvvejs gennem middagen tog aftenens yngste student (årgang 2009), Gina Marchwinski, ordet og fremførte en monolog fra Bådteatrets sommerforestilling ”Monicagate” om 1990’erne store amerikanske præsidentskandale. Gina spillede hovedrollen i ”Monicagate” og gav en fremragende prøve på sin scenekunst, da Monica Lewinski gennem hende talte om ungdommelige fejltrin, mediernes nådesløshed og om at blive fanget i et nedrigt politisk spil.

Bifaldet talte sit eget tydelige sprog, og kombinationen af god mad, levende samtale og talentfuld underholdning lover godt for fremtidige seniormiddage. Og, jo, der var gymnastiksal på det nuværende lærerværelse indtil først i 1960’erne.

Andreas Rude

Share on Facebook27Tweet about this on Twitter