Eksamensregler for 2.g sommer 2017

Til en studentereksamen skal man have mindst 8 eksaminer samt et studieretningsprojekt i 3.g.
Eksamen i almen studieforberedelse (AT) afholdes altid.
For hvert ekstra A-niveaufag øges antallet af prøver med én.

Undervisningsministeriet foretager udtræk blandt de mundtlige og skriftlige eksaminer.
Den enkelte elev skal aflægge minimum tre skriftlige og tre mundtlige eksaminer.
For fag på A- og B-niveau med skriftlige eksaminer skal eleven aflægge mindst én eksamen – dvs. enten en skriftlig eller en mundtlig og evt. begge.

  • Efter 1.g udtrækker Undervisningsministeriet fra 0 til 1 eksamen for den enkelte elev.
  • Efter 2.g udtrækker Undervisningsministeriet fra 0 til 3 eksaminer for den enkelte elev, dog således, at minimum 2 eksaminer er gennemført efter 2.g.
  • De resterende eksaminer udtrækkes i 3.g.
  • Eksaminerne kan være i alle obligatoriske fag (undtagen idræt C) og i alle valgfag.

Hvis man tidligere har været til eksamen i et fag på et lavere niveau (fx biologi C i 1.g) og efterfølgende har valgt faget på et højere niveau (fx biologi B i 3.g), skal man op i et ekstra fag i 3.g, da denne prøve så ikke længere er medtællende blandt de 8 eksaminer.

Årsprøver

I 2.g afholdes der 1-2 skriftlige årsprøver samt en mundtlig årsprøve i AT.

Sygdom m.m.

Der er mødepligt til eksaminer og årsprøver, og eneste lovlige grund til fravær er sygdom. Hvis man udebliver fra en eksamen eller en årsprøve af andre grunde, kan man normalt ikke rykke op i næste klasse.
Hvis man på grund af sygdom bliver forhindret i at møde til en af de fastsatte prøver, skal man straks og senest inden den pågældende prøves start give kontoret besked om, at man er syg (39 16 23 40).
Som dokumentation for sygdommen kræves lægeattest. Man skal derfor senest på dagen søge læge. Man betaler selv for lægeattesten.
Sygeeksamen og sygeårsprøver afholdes normalt i august-september.

Hvis man kommer for sent eller udebliver til en eksamen eller årsprøve, har man ikke krav på at deltage i den pågældende eksamen/årsprøve. Skolens rektor vil i disse tilfælde på baggrund af en konkret vurdering i det enkelte tilfælde afgøre, hvorvidt eleven skal have ret til at deltage i den pågældende eksamen eller årsprøve evt. på et andet tidspunkt.

Konsekvenser af at skaffe sig eller yde uretmæssig hjælp

En prøve/eksamen er begyndt, når uddelingen af opgaver er begyndt, eller når eksaminanden er gjort bekendt med prøvespørgsmålet, opgaven, opgavetitlen, forberedelsesmaterialet eller lignende.
Nedenfor ses Undervisningsministeriets og dermed også Niels Steensens Gymnasiums regler i forbindelse med snyd, efter at en eksamen er begyndt:

§ 20. Besvarelsen skal være eksaminandens egen og selvstændige besvarelse, medmindre andet fremgår af reglerne for den enkelte uddannelse. En eksaminand, der under en prøve skaffer sig eller giver en anden eksaminand uretmæssig hjælp til besvarelse af en opgave eller benytter ikke-tilladte hjælpemidler, bortvises af institutionen fra den pågældende prøve.
Stk. 2. Hvis der under eller efter en prøve opstår formodning om, at en eksaminand uretmæssigt har skaffet sig eller ydet hjælp, jf. stk. 1, har udgivet en andens arbejde for sit eget eller har anvendt eget tidligere bedømt arbejde uden henvisning hertil, indberettes dette til institutionen. Bliver formodningen bekræftet, og handlingen har fået eller ville kunne få betydning for bedømmelsen, skal institutionen bortvise eksaminanden fra den pågældende prøve. Når en skriftlig opgavebesvarelse er udarbejdet af en gruppe af eksaminander, uden at den enkeltes bidrag kan konstateres, og opgavebesvarelsen indgår i bedømmelsesgrundlaget ved en efterfølgende mundtlig eksamination, har eksaminanderne et fælles ansvar for besvarelsen, og alle eksaminander i gruppen kan ved bekræftet formodning om uretmæssig hjælp bortvises fra prøven.
Stk. 3. En eksaminand, der under prøveforløbet overtræder eksamensreglerne, jf. § 6, stk. 3 og 4, kan af institutionen bortvises fra prøven.
Stk. 4. Bortvisning fra en prøve efter stk. 1-3 medfører, at eventuelle karakterer bortfalder. Eksaminanden kan herefter aflægge prøven på ny. En sådan prøve afholdes i den følgende termin, hvor den pågældende prøve i forvejen afholdes, dog inden 1 år efter bortvisningen, medmindre det ved besvarelser, som nævnt i stk. 2, sidste punktum, kan godtgøres, at en eller flere af eksaminanderne i gruppen ikke kan pålægges et selvstændigt ansvar for overtrædelse af eksamensreglerne. I så fald kan institutionen træffe afgørelse om, at den eller de pågældende kan aflægge ny prøve snarest muligt.
Stk. 5. En eksaminand skal ved aflevering af en skriftlig besvarelse med sin underskrift bekræfte, at opgaven er udfærdiget uden uretmæssig hjælp, jf. stk. 1 og 2.

(Fra Bekendtgørelse om prøver og eksamen i de almene og studieforberedende ungdoms- og voksenuddannelser)

Klageprocedure og klagefrister

Nedenfor ses reglerne for klageprocedure og klagefrister:

Kapitel 10, klage

§ 47. Klage over prøver indgives af eksaminanden til institutionen. Klagen skal være skriftlig og begrundet. Hvis eksaminanden er undergivet forældremyndighed, kan klagen tillige indgives af forældremyndighedens indehaver. Hvis eksaminanden ikke er undergivet forældremyndighed, kan klage indgives på eksaminandens vegne, såfremt eksaminanden har givet vedkommende fuldmagt hertil.
Stk. 2. Klage indgives senest 2 uger efter, at bedømmelsen af prøven er bekendtgjort på sædvanlig måde.
Stk. 3. Til brug for klagesagen skal eksaminanden have udleveret kopi af den stillede opgave og ved prøver med skriftlig besvarelse tillige kopi af egen opgavebesvarelse.

§ 48. Klage indgives individuelt og skal nøje angive de faktiske omstændigheder, som efter klagerens mening bør begrunde en imødekommende afgørelse. Klagen kan vedrøre:

  1. eksaminationsgrundlaget, herunder prøvespørgsmål, opgaver og lignende, samt dets forhold til uddannelsens mål og krav,
  2. prøveforløbet eller
  3. bedømmelsen.

Stk. 2. Institutionen indsender klager over eksaminationsgrundlaget, jf. stk. 1, nr. 1, til styrelsen, hvis opgaven ved prøven er stillet af styrelsen.

§ 49. Institutionen afgør, om klagesagen skal fremmes eller afvises som åbenbar grundløs. Afvisningen af klagen som åbenbar grundløs skal være skriftlig og begrundet. Afgørelsen meddeles klager snarest muligt. Hvis afvisning af klagen ikke er meddelt klager inden 4 uger efter modtagelse af klagen, skal institutionen underrette klager om begrundelsen herfor samt om, hvornår afgørelsen kan forventes at foreligge.

§ 50. Skal sagen fremmes, jf. § 49, forelægger institutionen straks klagen for bedømmerne med anmodning om en faglig udtalelse fra hver inden for en nærmere angivet frist på normalt 2 uger. Institutionen kan bestemme, at bedømmerne får en længere frist. I beregningen af fristen indgår juli måned ikke.
Stk. 2. Institutionen forelægger bedømmernes udtalelser for klageren, der gives lejlighed til at fremkomme med eventuelle kommentarer inden for en frist på normalt 1 uge.

§ 51. På baggrund af klagen, bedømmernes udtalelser og eventuelle bemærkninger fra klager træffer institutionen sin afgørelse, der skal være skriftlig og begrundet. Afgørelsen kan gå ud på

  1. tilbud om ny bedømmelse (ombedømmelse), dog ikke ved mundtlige prøver,
  2. tilbud om ny prøve (omprøve), eller
  3. at klageren ikke får medhold i klagen.

Stk. 2. Institutionen kan kun træffe afgørelse om tilbud om ombedømmelse eller tilbud om omprøve, når der foreligger særlige omstændigheder, der giver anledning til berettiget tvivl om bedømmelsen, herunder væsentlige proceduremæssige mangler.
Stk. 3. Afgørelsen skal meddeles klager hurtigst muligt og ved vinterterminen senest 2 måneder og ved sommerterminen senest 3 måneder efter, at klagen er indgivet. Kan klagen ikke behandles inden for denne frist, skal institutionen hurtigst muligt underrette klager herom med angivelse af begrundelsen herfor og oplysning om, hvornår klagen forventes færdigbehandlet. Afgørelsen meddeles klageren med en orientering om, at en omprøve eller en ombedømmelse kan resultere i en lavere karakter, jf. § 53, stk. 5. Institutionen orienterer eventuelle andre berørte eksaminander og orienterer bedømmerne om afgørelsen.

§ 52. Det er alene eksaminanden, der kan acceptere tilbud om ombedømmelse eller omprøve, jf. § 51, stk. 1, nr. 1 og 2. Accept af tilbud om ombedømmelse eller omprøve skal indgives til institutionen senest 2 uger efter tilbuddets meddelelse. Ombedømmelse eller omprøve skal finde sted snarest muligt.
Stk. 2. Hvis bevis er udstedt, jf. § 34, skal institutionen inddrage beviset, indtil bedømmelsen foreligger, og eventuelt udstede et nyt bevis.

§ 53. Institutionen udpeger nye bedømmere til ombedømmelsen eller omprøven. Antallet af bedømmere skal være det samme som ved den prøve, der er blevet påklaget. Ved flerfaglige prøver, hvor der har været mere end én eksaminator, jf. § 30, stk. 3, kan institutionen beslutte, om der er behov for mere end to nye bedømmere. Hvis Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen har udpeget censor ved den oprindelige prøve, udpeger institutionen efter styrelsens retningslinjer, jf. § 5, nye bedømmere.
Stk. 2. Ved ombedømmelse skal bedømmerne have forelagt sagens akter, herunder opgaven, besvarelsen, klagen, de faglige udtalelser fra de oprindelige bedømmere, klagers bemærkninger hertil og institutionens henholdsvis styrelsens afgørelse.
Stk. 3. Bedømmerne ved ombedømmelsen træffer afgørelse om karakterfastsættelsen og angiver begrundelsen herfor. Bedømmernes virke er omfattet af forvaltningsloven, herunder reglerne om inhabilitet og tavshedspligt.
Stk. 4. Karakterfastsættelsen ved ombedømmelsen samt begrundelsen herfor meddeles institutionen af bedømmerne. Afgørelsen skal meddeles institutionen snarest muligt og senest en måned efter modtagelsen af sagen. I beregning af fristen indgår juli måned ikke. Institutionen giver straks klager meddelelse om afgørelsen og begrundelsen herfor med orientering om klageadgangen, jf. § 54.
Stk. 5. Ombedømmelse og omprøve kan resultere i en lavere karakter.

§ 54. Bedømmernes afgørelse, jf. § 53, stk. 3, kan indbringes for institutionen senest to uger efter afgørelsens meddelelse. Klagen indgives individuelt og skal nøje angive de faktiske omstændigheder, som efter klagers mening bør begrunde en imødekommende afgørelse.
Stk. 2. Institutionen træffer i henhold til reglerne i § 49 afgørelse om, hvorvidt sagen skal afvises som åbenbar grundløs, eller beslutning om, at sagen skal fremmes. Hvis sagen skal fremmes, skal det ske efter reglerne i §§ 50-53, stk. 1 og 2.

Klage over institutionens afgørelse

§ 55. Institutionens afgørelser i forbindelse med prøveaflæggelse, herunder afgørelser truffet i henhold til § 45, § 49, § 51, stk. 1, og § 54, stk. 2, afgørelser om adgang og tilmelding til prøve, jf. § 7, stk. 3, afgørelser om udelukkelse fra prøven, jf. § 17, stk. 2 og 3, afgørelser om særlige prøvevilkår, jf. § 19, afgørelser om bortvisning fra prøven, jf. § 20, stk. 1-3, om afvisning af en klage, skal følge forvaltningslovens regler.
Stk. 2. Klage over retlige spørgsmål i forbindelse med afgørelser truffet i henhold til stk. 1 kan af eksaminanden eller forældremyndighedens indehaver inden 2 uger fra afgørelsens meddelelse indbringes for Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen. Hvis eksaminanden ikke er undergivet forældremyndighed, kan klage indgives på eksaminandens vegne, såfremt eksaminanden har givet vedkommende fuldmagt hertil.
Stk. 3. Klagen indgives skriftligt til institutionen, der videresender klagen til styrelsen sammen med sin egen udtalelse i sagen. Før sagen videresendes, skal institutionen give klageren lejlighed til inden for 1 uges frist at kommentere udtalelsen. Klagerens eventuelle kommentarer skal medsendes til styrelsen.
Stk. 4. Klage over afgørelser i henhold til stk. 1, jf. stk. 2, har ikke opsættende virkning, medmindre institutionen henholdsvis styrelsen i særlige tilfælde træffer beslutning herom.
Stk. 5. Styrelsens afgørelse kan gå ud på

  1. at institutionen skal give klager tilbud om ombedømmelse,
  2. at institutionen skal give klager tilbud om omprøve, eller
  3. at klageren ikke får medhold.

Stk. 6. Når klagen vedrører retlige spørgsmål i forbindelse med prøveaflæggelsen, orienterer institutionen bedømmerne om styrelsens afgørelse.

(Fra Bekendtgørelse om prøver og eksamen i de almene og studieforberedende ungdoms- og voksenuddannelser)

Bemærk, at klage over bedømmelse af en skriftlig besvarelse kan resultere i en lavere karakter (§53, stk. 5)

Mundtlig eksamen og mundtlige årsprøver

De mundtlige eksaminer og årsprøver ligger i perioden den 17. maj til og med den 21. juni 2017.

Den 9. maj offentliggøres eksamensplanen for de skriftlige eksaminer.
Den 16. maj offentliggøres hele eksamensplanen. Hver enkelt elev kan herefter i Lectio se sin personlige eksamens- og prøveplan med mødetidspunkter, lokaleplan mv.

NB: der kan ske ændringer i mødetidspunkter på dagen og lokaleplan – hold derfor løbende øje med dette i Lectio. Ved ændringer senere end fire dage før eksamen gives der direkte besked om dette pr. telefon.

Eksamen i de enkelte fag afholdes efter de retningslinjer, som er beskrevet i Bekendtgørelsen om prøver og eksamen i folkeskolen og de almene og studieforberedende ungdoms- og voksenuddannelser, Gymnasiebekendtgørelsen og dens læreplaner.
Alt dette kan findes via Undervisningsministeriets hjemmeside www.uvm.dk, hvor der er link til disse bekendtgørelser og læreplaner.
Holdenes undervisningsbeskrivelser, som er grundlaget for de mundtlige eksaminer/prøver, kan ses på Lectio under de enkelte hold. Undervisningsbeskrivelsen for holdet er en samlet oversigt over eksamensgrundlaget.
Fra og med mandag den 1. maj 2017 er undervisningsbeskrivelserne for de afsluttende fag opdateret, så de omfatter hele årets arbejde.

Mødetidspunkt og mødested

Du skal møde ud for eksaminationslokalet mindst et kvarter før det tidspunkt, der er angivet som dit mødetidspunkt. For fag med lang forberedelsestid (24 timer), skal du trække spørgsmålet dagen før på kontoret. Tidspunktet vil fremgå af din personlige eksamensplan.

Hjælpemidler m.m.

Der er normalt ingen begrænsning i de hjælpemidler, der må medbringes til forberedelseslokalet. Enkelte fag kan dog have særlige regler, og det vil fremgå af fagets læreplan.

Al kommunikation med andre end censor og eksaminator, efter at eksamenen/årsprøven er begyndt, er ikke tilladt. Medbringes en mobiltelefon i forberedelseslokalet, vil det føre til bortvisning. Du må gerne medbringe en computer i forberedelsestiden, men du må ikke kommunikere med omverdenen. Overtrædelse af dette medfører øjeblikkelig bortvisning.  

Skriftlig eksamen og skriftlige årsprøver

De skriftlige eksaminer og årsprøver ligger i perioden 17. maj til 21. juni 2016

Mødetid

Prøvetidspunkt og lokale vil fremgå af jeres personlige eksamensplan, som I kan se i Lectio fra den 9. maj.
Du skal møde senest 30 minutter før prøvens begyndelse.

Mobiltelefoner slukkes, mærkes med navn og afleveres til vagterne inden prøvens start. 
Senest 10 min. før prøvens start skal du sætte dig på din plads og være klar til at modtage informationer fra vagterne. Hvis man kommer for sent i forhold til ovennævnte tidspunkter, har man ikke krav på at deltage i den pågældende prøve.

Hjælpemidler

Du medbringer selv ordbøger og andre tilladte faglige hjælpemidler. Husk reservebatteri til lommeregneren. Ved alle skriftlige prøver er det tilladt at medbringe ordbøger, der indeholder forklaring på og/eller stavning af danske ord, herunder fremmedord. Husk at downloade ordbøger fra ordbogen.com inden prøven, da du ikke må gå på nettet under prøven.

Under prøven

På din plads må der kun være de tilladte hjælpemidler, de uddelte besvarelsesark, dine skrive- og tegneredskaber og det, du skal spise og drikke.
Under prøven er det ikke tilladt at benytte mobiltelefoner, trådløs kommunikation eller anden kommunikation med andre. Der må ikke benyttes høretelefoner.
Under prøven må du kun henvende dig til vagterne, og dette gør du ved at række hånden op. Ved toiletbesøg må du først forlade din plads, når du har fået tilladelse fra vagterne.

Aflevering af eksamensopgaver

De ark, som skal bedømmes, afleveres i det dobbelte eksamensomslag med udfyldt eksamenshoved. Arkene skal være fortløbende nummereret, og hvert ark skal have et sidehoved med oplysning om skolens navn, dit navn, klasse, fag og hold og det samlede antal ark. Et bilag tæller som et ark. På det uddelte omslag skrives det samlede antal ark, idet omslaget ikke medregnes.
Husk at underskrive erklæringen på forsiden af det uddelte omslag.
Du må først forlade din plads, når vagten har kvitteret for modtagelsen med sin signatur på din besvarelse.
Hvis du afleverer, før prøven er slut, kan du afhente bøger, computer m. m. umiddelbart efter prøvens afslutning. Computerudstyr, USB-stik, kladder og selve opgaven må ikke fjernes fra lokalet, før prøven er afsluttet, og alle har afleveret.
I det sidste kvarter af prøvetiden må ingen elever forlade lokalet.

Under afleveringen af opgaverne ved slutningen af prøven, skal alle blive siddende. Man må ikke tale med hinanden eller rejse sig, før en af vagterne har erklæret prøven for endelig afsluttet.

Regler for brug af computere ved skriftlige eksaminer

Du skal selv medbringe en computer, meget gerne en printer, en forlængerledning og en memory-key (USB-stik).

NB! Skolen stiller printere til rådighed, men det kan være en stor fordel selv at medbringe bl.a. så man kan undgå kø og printe ud undervejs.

Opstår der under prøven strømsvigt eller andre problemer med benyttelse af edb-udstyret, som ikke umiddelbart kan afhjælpes/udbedres, fortsættes prøven uden brug af computer.

Brug af egen computer og printer sker på følgende betingelser:

  • Du er selv ansvarlig for, at dit udstyr fungerer, og du kan ikke påregne at få hjælp, hvis der opstår problemer undervejs. Hvis udstyret bryder sammen, må du altså være indstillet på at fortsætte med kuglepen og papir.
  • Under prøven må du ikke bruge computeren til trådløs kommunikation med andre. Overtrædelse af dette medfører øjeblikkelig bortvisning.
  • Skolens forsikring dækker ikke dit udstyr, selvom det befinder sig på skolen.

Inden prøven: Klargøring af udstyr

  • Kontrol af programmer.
  • Oprettelse af et dokument med korrekt sidehoved. Det anbefales, at du bruger linje afstand 1,5 og skriftstørrelse 12.
  • Udfyld hovedet på omslagsarket.
  • Klargøring af USB-stik til sikkerhedskopiering.
  • Under prøven: Husk at gemme og udskrive

Det er vigtigt at gemme opgaven løbende på både computer og USB-stik.

Det er ikke tilladt at låne andre elevers printere, USB-stik eller andet udstyr under prøven.

Udskrivning og aflevering

Opgavebesvarelsen skal ved prøvetidens udløb foreligge på papir. Begynd den sidste udskrivning i god tid før sluttidspunktet, så du kan nå at kontrollere, om udskriften er i orden.
En opgave er først afleveret, når den foreligger på papir.

Held og lykke med eksamen
Fredda Galea og Lise Baadsgaard Jepsen 

Share on Facebook0Tweet about this on Twitter