Dagsorden og referat for forældrerepræsentantskabsmøde

26. oktober 2017, kl. 17-19 på lærerværelset, NSG.

  1. Velkomst v/formand Marianne Eilsø Munksgaard
  2. Godkendelse af referat fra forældrerepræsentantskabsmødet den 16.05.2017
    Godkendes per mail og findes på hjemmesiden under referater.
  3. Valg af dirigent og referent
  4. Godkendelse af dagsorden
  5. Formandens beretning v/Marianne Eilsø Munksgaard
  6. Orientering om skolens daglige liv samt økonomi v/Rektor Lise Baadsgaard Jepsen
  7. Orientering fra elevrådene
  8. Orientering fra de pædagogiske råd i grundskolen og gymnasiet
  9. Valg: Der skal vælges to forældrerepræsentanter. Næstformand Sidsel Kjøller Damkjær ønsker at genopstille.
    Der skal også vælges suppleant, som vælges for et år
  10. Indkomne forslag
  11. Eventuelt

Ad 1.       Formanden bød velkommen – særligt til de nye medlemmer af repræsentantskabet.

Ad 2.       Referatet er allerede godkendt via mail.

Ad 3        Marianne Eilsø Munksgaard blev valgt til dirigent og Andreas Rude til referent.

Ad 4        Dagsordenen blev godkendt med et enkelt punkt til eventuelt.

Ad 5        Marianne mindede om, at det sidste møde var den 16. maj, og at der med en mellemliggende sommerferie ikke er så meget at berette om siden sidst.  Til gengæld blev der gjort opmærksom på valget under pkt. 9, og formanden orienterede om arten af forældrerepræsentanskabets arbejde og beføjelser, herunder at det ikke må forveksles med skolens bestyrelse, som er et beslutningsorgan, hvad forældrerepæsentantskabet ikke er. Repræsentantskabet er det forum, hvor forældrene høres og orienteres; dog har formand og næstformand sæde i skolens bestyrelse.

Formanden fortalte også, at skolens bestyrelse har fået to nye medlemmer udpeget af jesuiterordenen. Det er pastor Daniel Nørgaard, sognepræst i den katolske domkirke, Skt. Ansgars Kirke, der afløser pater The Ngoc Nguyen, og Ingeborg Piil Habekost Bui, Associate Manager, Novo Nordisk, der afløser Martin Ghisler. Både Daniel og Ingeborg er studenter fra NSG.

Ad 6        Lise fortalte, at skolen var kommet godt ind i det nye skoleår med 260 nye elever fordelt på otte nye klasser i grundskolen og fire nye 1.g-klasser i gymnasiet. Skolens samlede elevtal ligger hermed på godt 700. Der er også ansat flere nye gymnasielærere.

Den nye gymnasiereform implementeres i dette skoleår, hvilket bl.a. medfører et kortere grundforløb. Puljen på 130 timer pr. elev (som er et nyt tiltag med reformen) bruges både på faglig støtte og til talentpleje. Puljen bruges også på NSG-show og retræter.

1.g’erne har nu valgt studieretning, og alle de retninger, som skolen udbyder, bliver oprettet med undtagelse af de supersproglige og den klassiske linje, som der desværre ikke var nok elever til.

8. klasserne deltog den 4. oktober i en økumenisk gudstjeneste i Roskilde Domkirke i anledning af reformationsmarkeringen sammen med elever fra 8. klasserne i alle de øvrige katolske skoler vest for Storebælt. Biskop Peter Fischer-Møller (folkekirken) og biskop Czeslaw Kozon (den katolske kirke) deltog. Efterfølgende var der et GPS-løb for eleverne

Skolen udsendte i foråret en folder med sine visioner og værdier, der er blevet til i et samarbejde mellem ledelse, lærere, elever og forældre – og godkendt af bestyrelsen. I dette skoleår er afholdt en halv pædagogisk dag for lærerne med henblik på at virkeliggøre visionerne, ligesom ledelsen har afholdt et seminar om det samme emne.

I foråret havde skolen en alvorlig sag med en retrætemedarbejder, der er mistænkt for beluring af pigerne i 9. klasse. Så snart skolen fik kendskab til sagen, blev medarbejderen suspenderet, samtidig med at episoden blev anmeldt til politiet, og den berørte forældrekreds blev orienteret. Medarbejderen er ikke længere ansat på skolen, og politiets efterforskning pågår stadig. 

Skolens økonomi er fortsat inde i en fornuftig udvikling, og det budgetterede overskud på kr. 500.000 holder formentlig. Et nyt varmeanlæg til Australiens-bygningen installeres til foråret

Spørgsmål: Der var et spørgsmål om grundene til den positive udvikling i gymnasiet. Her nævnte Lise blandt flere årsager et styrket samarbejde mellem grundskolen og gymnasiet, flere nye, dygtige og unge lærere i gymnasiet, samt at flere elever i sig selv er med til at gøre NSG mere attraktivt for de unge.

Ad 8. Helena Kallan Bjørn Olsen, 2.a, formand for elevrådet i gymnasiet, fortalte, at hun netop var vendt hjem fra tre ugers fantastisk studie- og udvekslingstur til USA med en gruppe 2.g’ere. Hun omtalte også andre studieture for gymnasiet, blandt andet til Rom, og fremhævede turenes sociale og faglige betydning. Arbejdet i elevrådet er kommet godt i gang, og emner i de kommende måneder er: arbejdet med visionsfolderen, sundere mad i kantinen og emneugen.

Julie Meyer, 9.f, formand for elevrådet i grundskolen, sagde, at emneugen også kommer til at fylde i elevrådet for grundskolens arbejde. Hun roste forældrekredsen engagement i ”vores unikke grundskole” og udpegede tre områder, hvor forældrene yderligere kunne hjælpe med motivation og gode råd: praktikpladser for 9.klasserne; forberedelse af studieture hjemmefra og ved at bakke op om skolens rygepolitik.

Dina Segalt, formand for grundskolens pædagogiske råd, berettede om studieture og foredrag for eleverne samt om arbejdet med visionsfolderen. Hun omtalte også kommende fester for 7. og 8. klasserne, blandt andet Halloweenfesten.

Jon Jørgensen, formand for pædagogisk råd i gymnasiet, var glad for de mange nye og dygtige elever i 1.g. Også han roste gymnasiets studieture, der i år overvejende er gået til Italien, og som i 2. og 3.g er forbundet med AT-forløbet. Den kommende tid vil derudover byde på prøver i AP og NV for 1.g’erne.

Ad 9.       Sidsel Kjøller Damkjær blev genvalgt til repræsentantskabets bestyrelse. Derudover blev Stefania Luminari (rep. for 9.f) valgt til bestyrelsesmedlem og Helle Moesgaard Andersen (rep. for 1.d) til suppleant.

Ad 10     Der var ingen indkomne forslag.

Ad 11     Der blev spurgt ind til kvaliteten af maden i skolens kantine og særligt til muligheden for at få flere sunde og økologiske tilbud.

Lise svarede, at kantinemaden først og fremmest er tænkt som et supplement til elevernes egne madpakker hjemmefra. Selvom der allerede sælges salater m.v., vil skolen gerne i samarbejde med elevrådene prøve at øge udbuddet af grønne tilbud.

Share on Facebook0Tweet about this on Twitter