Ignatiansk pædagogik er ikke en ideologi og ikke en metode, men en ramme for undervisningserfaringer, der kan hjælpe elever til at finde dybde i og mening med deres læring og også med deres liv.

Der er mange måder hvormed man kan hjælpe elever med at få sådanne erfaringer, men et af de nyttigste redskaber, som udspringer af Exercitiebogen, er udviklingen af evnen til at reflektere. I Exercitiebogen omtales bønsformer, der kaldes Det daglige tilbageblik og Tilbageblikket på ens liv. Omsat til en pædagogisk metode udkrystalliseres disse i fem elementer: Kontekst, erfaring, refleksion, handling og evaluering.

Kontekst
Konteksten er den situation, som undervisningen udspiller sig i. Hvilket land er der tale om? Hvilken kultur? Hvordan er de sociale, økonomiske og politiske vilkår for undervisningen? Hvordan er ressourcerne på den enkelte skole? Hvordan er klassen, dens sammensætning, trin, og hvor langt er man nået i et eventuelt fagligt forløb? Endelig, hvilken elev står læreren overfor? Hvordan er elevens baggrund – evner, alder, køn, social baggrund, indstilling? Alle de niveauer vil være af betydning, når undervisning planlægges, gennemføres og evalueres.

Erfaring
Dernæst følger de erfaringer, læreren vil formidle i undervisningen og som lægges tilrette under hensyntagen til elevens og klassens specifikke situation. Det vil sige, at undervisningen ofte vil afspejle en sammensathed, der passer til de mange forskellige evner, som elever har. Denne differentierede undervisning vil anvende logisk/rationel tænkning, sanseerfaring, følelser, fantasi, kunstnerisk udfoldelse. Dette betyder, at klasserummet vil være præget af mange forskellige arbejdsformer, ikke mindst arbejdsformer, der stimulerer evnen til at samarbejde med andre.

Refleksion
Der skal reflekteres over disse erfaringer. Refleksion indebærer at kunne træde tilbage og se tingene ude fra uden at være styret af de tanker og følelser, der opstår. Man er derimod fri og bedre i stand til at kunne vurdere og træffe beslutninger. Heraf følger, at det ikke er kvantitet af viden der er i fokus, men kvalitet. Som Ignatius udtrykker det i Exercitiebogen: “Sjælen bliver ikke mættet og tilfredsstillet af den megen viden, men den bliver det når den i sit indre levende kan føle tingene og glædes ved dem”. Øget evne til refleksion har følgende konsekvenser:

  • Eleven trænes i at blive ansvarlig for sin læring
  • Eleven opnår forståelse af undervisningens indhold eller bevidsthed om, hvor forståelsen mangler
  • Eleven får mulighed for at opleve undervisningens indhold som berigende og meningsfuldt (finde Gud i alle ting)
  • Undervisningen bliver dannende i forhold til elevens identitet og fremtidige valg. Den læringskompetence som eleverne opnår, er at blive i stand til, ganske som Ignatius blev det i sin livskrise, at vurdere, hvad der er meningsfuldt og bringer noget godt med sig, og hvad der bør opgives.

Et menneske der er i stand til at betragte sig selv og bevidst om sine impulser kan således forholde sig selvstændigt og kreativt til dem, kan handle ud fra denne større frihed. Fx hvis en elev opdager at biologi er interessant og meningsfuldt, vil vedkommende søge at få flere og dybere erfaringer i forbindelse med dette fag. Hvis en elev i socialpraktik reflekterer over sine oplevelser med at undervise elever i et asylcenter, vil det måske betyde større forståelse for indvandreres problemer. På samme måde med negative erfaringer. En dårlig præstation kan give en følelsesmæssig reaktion, der måske blokerer for fremtidig udvikling i faget. Handling går således både på ændring af indstilling og adfærd.

Evaluering
En sådan proces skal evalueres. Ignatiansk pædagogik har som formål at hjælpe elever til udfolde så mange af deres evner som muligt, herunder især deres egen evne til at vurdere sig selv og deres læringsproces. Her kan forskellige dimensioner inddrages. Har eleverne opnået faglig indsigt? Har de forstået, ikke bare akkumuleret viden? Hvordan har de oplevet læreprocessen? Hvad kan elev og lærer eventuelt stille op med en negativ undervisningserfaring? Har undervisningen været meningsfuld. Har den medvirket til at styrke elevens tro på og tillid til livet og givet vedkommende overskud til at gå ind i nye læreprocesser? Hvordan har relationen til kammerater og lærer været, og hvad skal forbedres?

Forholdet mellem lærer og elev
Forudsætningen for at en sådan form for undervisning kan lykkes er et autentisk, tillidsfuldt og respektfuldt forhold mellem elev og lærer. Der kræves et møde mellem lærer og elev på det medmenneskelige plan, udtrykt i begrebet cura personalis – omsorg for den enkelte person.

Lærerens forhold til eleven i ignatiansk pædagogik er inspireret af Exercitiebogen . Vejlederen, der skal stå for de åndelige øvelser, der beskrives i denne bog, skal hjælpe den, der udfører øvelserne med at finde Gud. På samme måde er læreren en vejleder, der skal hjælpe eleven med at søge sandhed.

Lærer og elev er samtalepartnere, hvor der er asymmetri i viden, alder og erfaring, men hvor ingen af parterne kan lægge beslag på det tredje element i trekanten – sandheden eller Gud. Faget er en vej til at søge sandhed, ikke sandheden i sig selv. Lærer og elev er begge ansvarlige for, om der finder læring sted. Denne ansvarlighed fremmes gennem elevens personlige relation til læreren, der ikke er baseret på, at eleven skal identificere sig med læreren og dennes faglighed, men på at læreren er interesseret i den enkelte elevs proces, som indbefatter det hele menneske – ikke kun de intellektuelle præstationer. Denne personlige kontakt betyder ikke, at grænser udviskes. Tværtimod. De tematiseres. Læreren vil nemlig som vejleder invitere eleven til at reflektere over sin faglige og personlige udvikling: Hvorfor kommer hun eller han for sent? Hvornår opleves undervisningen som kedelig? Hvilke metoder har åbnet faget for eleven, hvilke har lukket? Hvordan føles det, når matematiktimen ender i et sort hul, og hvornår sker det? Hvad gik godt, hvad gik dårligt i projektarbejdet? Er klassekammeraterne med til sammen med læreren at opbygge en anerkendelseskultur, eller hersker der i klassen en stemning af, at enhver er sig selv nærmest?

Denne refleksion respekterer eleven som menneske – ligeværdigheden – men udvisker ikke grænser. Dette er også et eksempel på, at refleksion om undervisningens pædagogiske side støtter fagligheden og bevirker, at læreren oplever, at der kan gøres noget. Dette forhold til eleven kræver megen bevidsthed og megen styrke fra lærerens side – både indsigt i egen psyke og overskud til at rumme elevernes.

Share on Facebook2Tweet about this on Twitter