Gymnasiet, Nyheder

Danseworkshop for 1.g’erne

Gymnasiet, Nyheder

Rock & Roll, Bachata og Funky MTV var bare nogle af de danse, som 1.g’erne fra NSG dansede til Dansens Dag på Københavns Universitet.  

Arrangementet startede med en fælles velkomst af lektor Helle Winther i en af de moderne idrætshaller på Nørre Campus. Straks efter velkomsten tog en gruppe energiske universitetsstuderende over. De startede en festlig og tempofyldt opvarmning for de godt 200 elever fra syv forskellige gymnasier. Hurtigt blev de lidt nervøse og forventningsfulde miner på elevernes ansigter forvandlet til smil, latter og røde kinder.

Efter opvarmningen blev eleverne sendt rundt til syv forskellige danse-workshops. I hver workshop blev eleverne modtaget af velforberedte og passionerede idrætsstuderende, som underviste i Zumba, Tae-bo, Bachata, Funky MTV, Gaga, Swing og Rock & Roll. Eleverne blev blandet på tværs af de forskellige gymnasier og til trods for meget forskellige udgangspunkter for at kunne danse, var de idrætsstuderende gode til at lave undervisningen, så alle blev udfordret, og alle lærte nogle nye ting.

Da arrangementet var slut, var flere elever positivt overraskede over, hvor sjovt det havde været at danse de nye stilarter. Arrangementet sluttede fredag eftermiddag kl. 15:00, og mon ikke eleverne kunne bruge nogle af deres nylærte dansetrin i løbet af weekenden!

Vi ser frem til at gentage denne ekskursion til Københavns Universitet igen til næste år.

Alexander Mogensen, idrætslærer