G10, Gymnasiet, Nyheder

Drug Rebels i Englesalen

G10, Gymnasiet, Nyheder

”I skal passe godt på hinanden. Hvis I ser en til en fest eller andre steder, der begynder med stoffer, så skal I spørge: ‘Er det, hvad du vil med dit liv?’” Så direkte lød budskabet, da Drug Rebels talte til G10 og 1.g’erne i Englesalen på NSG den 9. november om at leve et sjovt og godt ungdomsliv uden stoffer.

Drug Rebels er en non-profit organisation, hvis arbejde med at forebygge misbrug af rusmidler blandt unge støttes af virksomheder, fonde og privatpersoner. Og det er folk, der i den grad har noget på hjerte! Julie, Mikkel, Jones og Marlene leverede en spændende og medrivende roadshow båret af personlige historier, faktuel viden, videoer og mest af alt et stærkt engagement.

Her blev fortalt om venner, veninder og kærester, som det var gået galt for og om at træffe forkerte valg i teenageårene og komme ud på et skråplan, hvor det gik meget stærkt ned ad bakke. Men fællestimen handlede heldigvis også om personlige U-vendinger, indgreb i tide, og om sund fornuft der til sidst fik overtaget. Samtidigt var der også plads til at få hårde facts på bordet og diskutere, hvad misbrug er, undersøge kemien bag stofferne og beskrive kroppens reaktion.

Også eleverne selv kom på banen. Fællestimen var interaktiv med spørgsmål og svar og lagde op til at træffe bevidste valg i god tid. Drug Rebels sørgede derfor også for, at eleverne fik oplysninger om, hvor de kan henvende sig for at få hjælp, hvis de eller deres kammerater får behov for det.

Share on Facebook0Tweet about this on Twitter