Gymnasiet, Nyheder

Turbo på NSG’ere

Gymnasiet, Nyheder

Stort tillykke til Sander Bush og August Bugge fra 2.a og til Ane Nygaard Folkmann fra 2.b, der alle tre har bestået optagelsesprøven til talentprogrammet TURBO.

TURBO er et talentprogram i innovation og entreprenørskab – med afdelinger i København og Odense – for gymnasieelever fra STX, HHX, HTX, HF & HG. Men det er meget mere end et talentprogram – det er også et foretagsomhedslaboratorium og et kreativt pusterum for unge, som vil frem i verden med deres idéer, projekter og startups.

TURBO blev grundlagt i 2013 og ønsker at bygge bro henover kløften mellem uddannelse og erhvervsliv for at give eleverne erfaring med den ”virkelighed”, der venter dem efter gymnasiet, og bane vej for de kompetencer og færdigheder, som erhvervslivet efterspørger. Derfor har programmet også et tæt samarbejde med blandt andre Dansk Erhverv, Fonden for Entreprenørskab, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i Københavns Kommune og Dansk Design Center.

”På NSG er vi rigtig glade for, at Sander, August og Ane er blevet udvalgt til årets hold af TURBO-talenter”, siger rektor Lise Baadsgaard Jepsen. ”Programmet er en super chance for at træne og oparbejde kompleks problemløsning, kritisk tænkning og kreativitet hos dygtige unge. Det ligger også  i naturlig forlængelse af NSG’s værdier med fokus på det hele menneske og kombinationen af faglige, sociale og personlige kompetencer hos den enkelte”, understreger Lise Baadsgaard Jepsen.

Share on Facebook0Tweet about this on Twitter