Konsultationerne for 8. og 9. årgang er afviklet i november, og til januar kommer turen til 6. og 7. årgang. Vi glæder os over den store forældreopbakning, der er til disse møder.

I disse sidste uger af december er terminsprøverne for 8. og 9. klasserne samt G10 blevet afviklet. Skolens 3.g-elever er i gang med deres store opgave, studieretningsprojektet, som de skal aflevere lige inden jul.

I dag den 18. december er der jule-volleyballstævne for 9. klasse, G10 og gymnasiet.

Tirsdag formiddag den 19. december er der juleindledning med krybbespil i kirken og julehygge i klasserne.

Udvekslingstur til High Schools i Kentucky og Ohio og øvrige studieture i gymnasiet

I tre uger i oktober var elever fra 2.g på udvekslingstur til Kentucky i USA. De danske elever boede hos amerikanske familier og gik på katolske High Schools i Louisville sammen med deres værtselever. Turen begyndte med en fire dages studietur til New York, hvor deltagerne bl.a. besøgte Ground Zero Memorial, Central Park og Ellis Island.

Skolens øvrige 2.g-elever var på spændende studieture til Rom, Firenze og Edinburgh.

I ugen op til efterårsferien var alle skolens 3.g-elever på studietur til Rom med idræt og oldtidskundskab. Idrætsprofessor Hans Bonde holdt oplæg for eleverne, og han havde særligt fokus på at forklare om sporten som politisk virkemiddel i antikken og under fascismen. Eleverne så i denne sammenhæng det italienske kongepalads, Colosseum og det olympiske stadion. Desuden var der bl.a. besøg i Peterskirken og Roms arkæologiske museum.

Debat på NSG om kommunalvalg 2017: Hvad brænder du for i København?

Hvad skal kommunalpolitikerne arbejde med de næste fire år? Skal det være et grønt miljø, integration, kollektiv trafik eller noget helt fjerde? I alt seks kandidater til årets kommunalvalg stod for skud i Englesalen på NSG den 25. oktober, da de mødte skolens 1., 2. og 3.g’ere til en livlig diskussion om visionerne for en endnu bedre hovedstad.

”Hvordan forholder I jer til at bygge nye ungdomsboliger?”, spurgte Naomi fra 2.b Morten Buchwald fra Liberal Alliance. Det havde De Radikales Lartey Lawson også et bud på, der trak på personlige erfaringer med regler og bureaukrati, og det satte skub i formiddagens første debat om, hvordan man skaber plads til alle Københavns nye indbyggere, inklusive dem der flytter hjemmefra.

Stemningen var høj og spørgsmålene mange, men til sidst løb tiden ud for et arrangement med stof til eftertanke for de 18-årige, der stemmer for første gang. Politik blev pludseligt meget virkeligt.

Chinese Bridge Finalen i Kina

I uge 42-44 repræsenterede Line Nemeth og Liv Holm fra 9.c samt lærer Liao Dong Danmark ved den internationale sprog- og kulturkonkurrence for gymnasie- og grundskoleelever, Chinese Bridge Final, i Beijing og i Kunming i Kina. Der var i alt 96 deltagende lande.

Finalekonkurrencen i Kina var en spændende begivenhed, der også omfattede kulturelle oplevelser. Elever og lærere besøgte blandt andet Den Forbudte By, Den Kinesiske Mur og Sommerpaladset. Derudover overværede de en koncert, besøgte lokale familier og deltog i forskellige aktiviteter på universitetet i Kunming.

Konkurrencen omfattede besvarelse af 50 kulturrelaterede spørgsmål bl.a. via tegnlæsning samt evnen til at tale kinesisk og demonstrere kunstnerisk talent.

Udover at vise sproglige kundskaber skulle eleverne synge, danse, spille instrumenter, fremføre kinesisk opera- og talkshow og gennemføre te-ceremoni. 

De tre bedste hold var fra USA, Rusland og Kirgisistan. Vores danske hold var det bedste hold blandt de fire nordiske lande Finland, Danmark, Norge og Sverige. Danmark blev også kåret som et af de 10 bedste hold blandt de 34 europæiske lande. Elevernes præmie var et stipendium til et ophold af ét semesters varighed på et universitet eller en skole i Kina med alt betalt.

Alumnearrangement

”Plejede der ikke at være gymnastiksal her? ” Luften var tyk af erindringer, da studenter fra overvejende 1950’erne, 60’erne, 70’erne, 80’erne og 90’erne mødtes på lærerværelset på Niels Steensens Gymnasium til en festlig ”seniormiddag” fredag den 3. november. Middagen fandt sted i forbindelse med den årlige fest for gamle elever første fredag i november.

Halvvejs gennem middagen tog aftenens yngste student (årgang 2009), Gina Marchwinski, ordet og fremførte en monolog fra Bådteatrets sommerforestilling ”Monicagate” om 1990’erne store amerikanske præsidentskandale. Gina spillede hovedrollen i ”Monicagate” og gav en fremragende prøve på sin scenekunst, da Monica Lewinski gennem hende talte om ungdommelige fejltrin, mediernes nådesløshed og om at blive fanget i et nedrigt politisk spil.

Niels Steensens-messer

Niels Steensens fest blev markeret med to messer for henholdsvis grundskolen, G10 og gymnasiet den 27. november. Messerne blev fejret af p. Daniel Nørgaard, en af skolens egne studenter. Desuden blev dagen fejret med kage til alle skolens elever og ansatte.

Turbo på NSG’ere

Sander Bush og August Bugge fra 2.a og Ane Nygaard Folkmann fra 2.b har alle tre bestået optagelsesprøven til talentprogrammet TURBO.

TURBO er et talentprogram i innovation og entreprenørskab – med afdelinger i København og Odense – for gymnasieelever fra STX, HHX, HTX, HF & HG. Men det er meget mere end et talentprogram – det er også et foretagsomhedslaboratorium og et kreativt pusterum for unge, som vil frem i verden med deres idéer, projekter og startups.

TURBO blev grundlagt i 2013 og ønsker at bygge bro henover kløften mellem uddannelse og erhvervsliv for at give eleverne erfaring med den ”virkelighed”, der venter dem efter gymnasiet, og bane vej for de kompetencer og færdigheder, som erhvervslivet efterspørger. Derfor har programmet også et tæt samarbejde med blandt andre Dansk Erhverv, Fonden for Entreprenørskab, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i Københavns Kommune og Dansk Design Center. 

2.g tysk på besøg hos Goethe Instituttet

Først i november tog gruppen af tysk-elever i 2.g ind til Goethe Instituttet på Frederiksborggade til en workshop med fire tyske forskere om videnskabens veje og afveje. Initiativet var møntet på elever med ”Deutsch als Fremdsprache,” som det hedder, og i grupper på 4-5 elever blev der speeddatet på tysk mellem fire stationer, der hver præsenterede et videnskabeligt område.

Her kunne eleverne møde Michael, der er computerkemiker på Novo Nordisk, og som talte om, hvordan man opbygger proteiner. De kunne sludre med Katja, som er juniorprofessor på Københavns Universitet, om, hvordan og hvorfor man udvikler medikamenter mod virus. Arne, der er masterstudent på Københavns Universitet, stillede spørgsmålet: ”Hvilken betydning har klimaændringer for bjergområder”, mens Kersten, som forsker både i London og Berlin, præsenterede eleverne for en forskers hverdag, og for hvordan et laboratorium ser ud. Det blev til en spændende udflugt med masser af udfordringer til tyskholdet fra NSG. Både innovative og kreative kompetencer kom i spil med tysk som fortegn og tysk idérigdom som et muligt springbræt for karrieren efter gymnasiet.

Drug Rebels i Englesalen

”I skal passe godt på hinanden. Hvis I ser en til en fest eller andre steder, der begynder med stoffer, så skal I spørge: ‘Er det, hvad du vil med dit liv?’” Så direkte lød budskabet, da Drug Rebels talte til G10 og 1.g’erne i Englesalen på NSG den 9. november om at leve et sjovt og godt ungdomsliv uden stoffer.

Drug Rebels er en non-profit organisation, hvis arbejde med at forebygge misbrug af rusmidler blandt unge støttes af virksomheder, fonde og privatpersoner. Og det er folk, der i den grad har noget på hjerte! Julie, Mikkel, Jones og Marlene leverede en spændende og medrivende roadshow båret af personlige historier, faktuel viden, videoer og mest af alt et stærkt engagement.

Her blev fortalt om venner, veninder og kærester, som det var gået galt for og om at træffe forkerte valg i teenageårene og komme ud på et skråplan, hvor det gik meget stærkt ned ad bakke. Men fællestimen handlede heldigvis også om personlige U-vendinger, indgreb i tide, og om sund fornuft der til sidst fik overtaget. Samtidigt var der også plads til at få hårde facts på bordet og diskutere, hvad misbrug er, undersøge kemien bag stofferne og beskrive kroppens reaktion.

 

Halloween-fest for 6. og 7. klasser

Igen i år har vi haft Halloween-fest for alle 6. og 7. klasser, hvor der var god mulighed for at blive en smule skræmt. Der var pyntet uhyggeligt op i kantinen, hvor alle elever spiste sammen og efterfølgende blev der festet til dj’ens musik, konkurreret i stoledans og limbo og ikke mindst blev der uddelt priser for bedste udklædning.

                             

NSG var med til afslutningsceremonien for det dansk-kinesiske år for turisme

Den 5. december deltog 8.b, 8.e og 8.f samt en del af eleverne fra 1.g og 2.g i afslutningsceremonien for det dansk-kinesiske år for turisme 2017 i Det Kongelige Teater på Kongens Nytorv.

Flere end 1300 gæster deltog i arrangementet, hvor bl.a. kronprins Frederik, den kinesiske ambassadør i Danmark, samt Økonomi- og Erhvervsminister Brian Mikkelsen holdt tale.

Arlette – en historie vi aldrig må glemme

220 NSG-elever fra G10 og gymnasiet fik en stor og tankevækkende oplevelse, da de så filmen ”Arlette – en historie vi aldrig må glemme” i Park Bio onsdag den 29. november. Den danskproducerede film fortæller historien om den fransk-danske gymnasielærer Arlette Andersen (født 1924), der som 19-årig blev arresteret i Frankrig og deporteret til Auschwitz, udelukkende fordi hun var jøde. Den nu 93-årige Arlette overlevede halvandet år i nazisternes udryddelseslejr, fik senere en dansk familie og har i 25 år rejst Danmark rundt for at fortælle sin historie på skoler, gymnasier og uddannelsesinstitutioner.

”Jeg håber, at vi aldrig ser sådant noget mere … men desværre”, advarer den spinkle kvinde i filmen, der gennem gamle filmklip, tegninger og interviews med hovedpersonen gør sit til, at historien om Auschwitz aldrig må blive glemt. ”Arlette” er ikke nogen nem film at se, men klapsalver fra eleverne fortalte om det indtryk, den havde gjort, og de spørgsmål, der stadig ikke er besvaret.  For hvordan kunne det dog gå til?  Og kunne det ske igen?

Klippe-klistre-dag og gudstjeneste

I grundskolen blev der julehygget i december måned. Adventsmåneden startede med en ’klippe-klistre-dag’ for grundskolens 6. og 7. klasse, hvor eleverne pyntede deres klasser. Der blev pyntet med de klassiske flethjerter, guirlander og meget andet pynt.

En fast tradition for ikke-katolske elever i grundskolen er at afslutte dagen i Sions Kirke, hvor sognepræst Anne Kathrine Giversen indledte adventstiden med en festlig gudstjeneste med sang, læsninger og bøn. Katolikkerne havde efter frokost religionsundervisning ved Dina Segalt.

Luciaoptog på NSG

Den 13. december forløb formiddagen lidt anderledes på NSG. Det var festen for den hellige Lucia, der levede på Sicilien ca. 283-304, og traditionen tro gik pigerne fra 6. klasse i procession og sang ”Sancta Lucia” og et fint udvalg af svenske julesange. Det var stille rundt omkring på gangene, mens eleverne stod tæt inde ved væggen og ventede på de syngende piger. Det hele var overstået i løbet af få minutter, men traditionen er vigtig i skolens liv og for sammenholdet mellem klasserne. Stor tak til pigerne og lærerne bag dette års Luciaoptog.

Besøg af Adrian Porter SJ

Den 14. december havde skolen lige som sidste år besøg af p. Adrian Porter SJ, der leder The Jesuit Institute i Oxford. De ca. 20 nyansatte fik denne dag en meget fin introduktion til historien om jesuitternes skoler og til disse skolers særlige dannelsessyn og pædagogik.

Til slut vil jeg ønske jer alle en rigtig god jul og et godt nytår.

Lise Baadsgaard Jepsen