Nyt fra skolen, december 2016

I grundskolen bliver der julehygget i klasserne her i december.

Konsultationerne for 8. og 9. årgang er afviklet i november, og til januar kommer turen til 6. og 7. årgang. Det er en glæde at se den store forældreopbakning, der er til disse møder. Det styrker samarbejdet mellem skole og hjem til gavn for vores elever.

Tirsdag den 13. december går nogle af vores yngste elever traditionen tro Luciaoptog rundt på skolen.

I disse uger afvikles terminsprøverne for 8. og 9. klasserne samt G10. Skolens 3.g elever er i gang med deres store opgave, studieretningsprojektet, som de skal aflevere lige inden jul.

Mandag den 19. december er der jule-volleyballstævne for 9. klasse, G10 og gymnasiet.

Tirsdag formiddag den 20. december er der juleindledning med krybbespil i kirken og julehygge i klasserne.

FN-dag

<BILLEDER>

80 håbefulde 1.g’er dystede i år om at lave den bedste kreative produktion, da NSG traditionen tro afholdt FN-dag d. 24. oktober. FN-dagen er en vigtig dag på NSG, og det er ikke kun, fordi vi har det sjovt og arbejder målrettet en hel dag. FN-dagen er også vigtig, fordi den minder os om, at vi ikke kan tage grundlæggende ting som fred og menneskerettigheder for givet.

Det er 71 år siden, Danmark skrev under på FN-traktaten. I år skulle eleverne arbejde med et emne, som FN har søgt at forhindre i alle årene. Dagens emne var nemlig krig.

På dagen blev eleverne præsenteret for emnet, og herefter tog alle fat i deres respektive kreative valgfag, som enten var musik, billedkunst, dramatik eller mediefag.

Eleverne havde fem timer til at lave deres kreative projekter, inden de blev samlet igen til kåring af det bedste værk, mest originale idé og bedste detalje. Vinderne fik lov til at donere 1000 kr. til en valgfri NGO.

Niels Steensens-messer

Niels Steensens fest blev markeret med to messer for henholdsvis grundskolen, G10 og gymnasiet den 25. november. Messen for grundskolen blev fejret af p. Daniel Nørgaard, en af skolens egne studenter.

Klippe-klistre-dag og gudstjeneste

Adventstiden blev indledt den 28. november med to nye traditioner i grundskolen. De yngste havde først en jule-klippe-klistre-dag, hvor de brugte formiddagen på at pynte deres klasseværelser med flettede hjerter, kræmmerhuse, musetrapper og guirlander. Hver klasse lavede desuden pynt til skolens juletræ på Jonasgangen.

Efter frokost havde Sions Kirkes sognepræst Anne Kathrine Giversen i samarbejde med afdelingsinspektøren arrangeret en festlig adventsgudstjeneste i Sions Kirke på Østerbrogade for de ikke-katolske elever. Elever fra 7. og 8. klasse stod for at læse ind- og udgangsbøn samt de bibelske tekster, og kirkens organist og sangere gjorde at gudstjenesten gav en god start på adventstiden.

Katolikkerne havde efter frokost religionsundervisning ved p. Michael Gutkowski SJ

<BILLEDE>

Udvekslingstur til High Schools i Kentucky og Ohio

I tre uger i oktober var elever fra 2.g på udvekslingstur til Kentucky i USA, hvor de danske elever boede hos amerikanske familier og fulgte familiens teenager i high school. Det var frivilligt for eleverne, om de ville tage imod denne enestående mulighed.

Turen begyndte med en firedages studietur til New York, hvor deltagerne bl.a. besøgte Ground Zero Memorial, Central Park og Ellis Island. Dernæst fulgte fjorten begivenhedsrige og lærerige dage i Kentucky.

Halloweenfest for 6. og 7. klasse

<BILLEDE>

Uhygge, udklædning! Utroligt mange glade elever fra 6. og 7. klasse fejrede fredag den 4. november Halloween på NSG. Festen startede kl. 18, men allerede inden dørene blev åbnet, samlede der sig elever uden for klar til at rykke ind og feste sammen med deres klassekammerater. Der var både elever med blodige sår, uhyggelige masker og ”blyanter gennem næsen”. Fantasien havde ingen grænser den aften, og eleverne viste stor kreativitet i deres valg af udklædning. Aftenen begyndte med limbodans og priser til bedste udklædning, inden eleverne i hold kunne sætte sig ved bordet og spise burger og løgringe.

Røgfri grundskole (6. til 9. klasse)

Niels Steensens Gymnasium har i samarbejde med Københavns Kommune været med i et pilotprojekt kaldet Røgfri Skoletid, som er et af del-elementerne i projekt Røgfrit København 2025.

Røgfrit København arbejder for at København skal være røgfri i 2025. Visionen er, at hovedstaden skal være et sted, hvor børn og voksne kan færdes uden at blive generet af tobaksrøg, hvor nye generationer ikke begynder at ryge, og hvor folk som ryger, kan få hjælp og støtte til at blive røgfri.

Mange børn og unge ryger i København, og Røgfrit København arbejder derfor med at forebygge rygning i folkeskolens 7.-9.klasser i projektet Røgfri Skoletid.

Mandag den 12. december vil Sundheds- og Omsorgsborgmester Ninna Thomsen besøge NSG, og vi vil blive certificeret som røgfri grundskole (6. til 9. klasse). Det vil samtidig være lanceringen af Røgfri Skoletid, som nu bliver tilbudt samtlige skoler i kommunen.

Partnerskabsaftale med Københavns kommune om sundhed og trivsel

Den 28. november indgik gymnasiet i lighed med flere andre ungdomsuddannelser en partnerskabsaftale med Københavns Kommune, hvor vi forpligter os til at arbejde med sundhed og trivsel i de kommende år.

Det foregik i Kulturhuset på Islandsbrygge, hvor der var reception og forskellige rektorer og Sundheds- og Omsorgsborgmester Ninna Thomsen underskrev partnerskabsaftalen.  

Partnerskabsaftalen fastlægger rammerne for samarbejdet i Partnerskab for Bedre Sundhed og Trivsel blandt unge. Det fælles mål er at forebygge frafald på ungdomsuddannelserne gennem øget trivsel og sundhed blandt eleverne.

Partnerskabsaftalen er et vigtigt skridt i realiseringen af Københavns Kommunes sundhedspolitik ”Nyd livet, københavner”, hvor der er fokus på at styrke unges psykiske robusthed, støtte dem i at drikke mindre alkohol og forebygge, at de begynder at ryge eller tage stoffer. Kommunen tilbyder i forlængelse af dette en række aktiviteter og støtte.

På NSG arbejder vi i øjeblikket særlig med rygestops-aktiviteter, og vi har fået bevilliget 10.000 kr. til indretning af et aktivitets-rum, hvor der kan foregå pauseaktiviteter som et alternativ til at gå ned at ryge. Rummet på 2. sal bliver indviet i det nye år og kommer bl.a. til at indeholde forskellige spil, 3 D-briller samt sækkestole.

Caritas brobyggere fra Myanmar besøgte NSG

 <BILKLEDE>

Midt i november fik NSG besøg af de unge brobyggere Joseph (23) og Marcel (26) fra Caritas Myanmar. De fortalte om hverdagens mange udfordringer i det fattige asiatiske land, om at leve under et militærstyre, og om samarbejdet med Caritas Danmark om udvikling af et bæredygtigt landbrug. Rektor Lise Baadsgaard Jepsen opfordrer til en skoleindsamling frem til jul til fordel for Caritas’ arbejde i Myanmar. Man kan indbetale sin støtte på skolens konto i Danske Bank: 4180 4270 526195. Husk at anføre Caritas i forbindelse med indbetalingen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Share on Facebook0Tweet about this on Twitter