En stor glæde er det, at vi i øjeblikket oplever meget stor søgning til vores skole. Næste år opretter vi fire nye 6. klasser, én ny 7. klasse, én ny 8. klasse, to nye G10 klasser og tre nye 1g klasser.

Personale

Barbara Culmsee har valgt at gå på pension efter 36 år som lærer i skolens grundskoleafdeling. Vi kommer til at savne hende.

Gymnasiet                              

Den 19. maj var 3.g’erne sidste skoledag med fælles morgenmad, karamelkastning, show i gymnastiksalen, vandkamp og den afsluttende rundboldkamp i Fælledparken mellem 3.g’erne og deres lærere.

G10 har afsluttet de skriftlige og mundtlige afgangsprøver med godt resultat, og onsdag den 24. juni fik eleverne uddelt deres afgangsbevis ved dimissionen i Englesalen.

1. og 2.g har været til årsprøver og til studentereksamen i de afsluttende fag, som var blevet udtrukket af Undervisningsministeriet. I løbet af juni har 1.g skrevet deres obligatoriske dansk-historie opgave, som er en øvelse i at skrive de større opgaver i 2. og 3.g.

Fra slutningen af maj og frem har 3g været til deres skriftlige og mundtlige eksaminer, og tirsdag d. 21. juni havde 3.g deres sidste mundtlige eksaminer og sprang ud som studenter. Onsdag aften afholdt NSG årets studentermiddag, hvor studenterne blev fejret af deres forældre og lærere ved en festlig middag på lærerværelset.

Lørdag den 25. juni afholdt skolen dimission og translokation for vores 3.g elever, hvor også nogle af skolens 50-års og-25 års jubilarer deltog. Efter en veloverstået studentereksamen på NSG, kan vi konstatere, at vores elever har klaret sig rigtig flot.      

Grundskolen

I løbet af april og maj var alle 8. klasserne på besøg i gymnasiet til et todages introforløb, hvor de mødte gymnasiefag og gymnasiets lærere. 8. klasserne var meget positive i deres tilbagemeldinger ved vores evaluering af besøget.

8. klasserne har været til både mundtlige og skriftlige årsprøver i juni, så de begynder at træne til næste års afgangsprøver. 6.-7. klasse har haft særskema i juni. Torsdag d. 23. juni blev der afholdt en idrætsdag på Østerbro Stadion for 6.-8. klasse, og fredag den 25. juni var der afslutning i klasserne med efterfølgende morgensamling i kirken.

I maj måned blev de skriftlige prøver afholdt for 9. klasse, og de mundtlige prøver fandt sted i juni måned.

Prøverne er nu godt afsluttet og for mange med et yderst flot resultat.

Torsdag d. 23. juni kl. 16 fejrede vi afslutningsgudstjeneste i kirken for 9. klasse med efterfølgende dimission i gymnastiksalen og reception i kantinen.

De kommende 9. klasses elever har mulighed for at deltage i den frivillige tur til Beijing i vinterferien 2017 sammen med G10 og 1g eleverne. Der kommer information ud om turen i begyndelsen af skoleåret.

NSG Alumneforening                                                  

Den 22. maj var der stiftende generalforsamling for NSG’s Alumneforening med inspirerende oplæg ved operachef Kasper Holten (student fra NSG 1991).

                                                                       

Bestyrelsen I NSG’s Alumneforening blev fra venstre Buster Pilegaard (årgang 2013), sekretær; Andreas Rude (årgang 1980), formand; Daniel Moth-Lund Christensen (årgang 2015); Gina Marchwinski (årgang 2009), kasserer; Paul Jørgensen (årgang 1966), og Hannah Stahr-Christensen (årgang 1992). 

Foreningens formål er at støtte skolens arbejde og elever i vanskelige økonomiske kår.  Enhver student fra NSG eller nuværende og tidligere ansat kan optages i foreningen. Se hjemmesiden på:  http://nsg.dk/alumne/

Polens førstedame besøgte NSG

           

Den polske præsidentfrue Agata Kornhauser-Duda besøgte den 9. juni Niels Steensens Gymnasium. Hun var med sin mand, Polens præsident Andrzej Duda, på officielt besøg i Danmark den 8.-10. juni, og da hun selv er læreruddannet stod et besøg på gymnasiet højt på ønskelisten. Efter modtagelsen på NSG af rektor Lise Baadsgaard Jepsen overværede Agata Kornhauser-Duda undervisningen i 7cd tysk.  Siden fulgte et møde med skolens ledelse samt ansatte og elever med polsk familiebaggrund.

Skolestart august 16

Mandag d. 8. august kl. 10 modtager vi de nye gymnasie- og G10-elever, og kl. 11 modtager vi de nye klasser i grundskolen.

Tirsdag d. 9. august begynder undervisningen for de øvrige klasser efter skemaet i Lectio.

Til slut vil jeg benytte lejligheden til at takke jer for godt samarbejde om jeres børn i år og ønske jer en rigtig god sommerferie.

Lise Baadsgaard Jepsen, juni 2016

Share on Facebook0Tweet about this on Twitter