Alumne, Nyheder

NSG seniormiddag med masser af gensyn

Alumne, Nyheder

Veteraner fra studenterårgang 1961 trængtes med 25-års jubilarer fra 1993. Men i grunden var næsten alle årtier siden NSG’s grundlæggelse repræsenteret, da skolen fredag den 2. november slog dørene op for årets ”seniormiddag” på lærerværelset.

For nogle af deltagerne er det allerede en vane at mødes årligt til alumneforeningens arrangementer, mens det for andre var rigtig længe siden, de sidst havde set hinanden. ”Jamen, det kan da godt være, at der er lidt flere rynker, og nogle har måske lagt sig lidt ud. Men ellers ligner vi jo hinanden fra dengang. Nogle gange helt ned til frisuren!” lød en af de forbløffede kommentarer. 

Den gode stemning blev understøttet af en rigelig treretters menu og af året kunstneriske indslag, som sangeren og lyrikeren Daniel Abraham Basse (studenterårgang 2009) stod for. Her var det særligt nytolkningen af Alphavilles ”Forever Young” (1984), der ramte plet. ”Den blev lavet, før jeg blev født”, sagde Daniel i sin introduktion. ”Men i gymnasiet spillede vi den hele tiden. Og så tænkte jeg, at den også ville være god her.”

 

 

 

 

 

 

      Af Andreas Rude