Grundskolen, Nyheder

7.c mødes med klassekammerater og unikke ”Kjøbenhavn”

Grundskolen, Nyheder

Efter knap 12 ugers virtuel undervisning fik min 7.c endelig mulighed for at mødes. At blive sluppet ud af folden og komme på græs igen var et meget intenst øjeblik, hvor snakken, grinene og gejsten sprudlede blandt eleverne! Vi mødtes i Kongens Have ved springvandet, hvor hyggelig venindesnak, engelske ordlege og en formiddagsfrøsnapper var på menuen.

Siden indtog vi holdeplads nummer 1, Kongens Nytorv, der fremstod majestætisk i solens gyldne stråler. Fortællingen om kongens hovedstad fortsatte gennem Nyhavn til Christianshavn og retur til holdeplads nummer 2, frokostpladsen mellem BLOX og Diamanten. Hér blev en vifte af frokosttilbud sluppet løs, hvor både det bæredygtige, traditionelle og fede køkken var repræsenteret midt i solens stråler med udsigt til vores historiske havn.

Derfra fortsatte turen frem mod endestationen og det Gamle Grønttorv med løbende fortællinger om Det Kongelige Biblioteks have, Gamle Strand med skovserkonerne og ikke mindst min egen erindring om at være ung i de smalle københavnske gader. En dag på knap tre timer havde nået sin ende. Det gensyn er jeg ikke i tvivl om, at eleverne vil mindes langt ud i fremtiden!

Af Rasmus Werner, stolt klasselærer i 7.c