Grundskolen, Nyheder

9.d på Panum

Grundskolen, Nyheder

Den 10. september 2018 fik 13 heldige elever fra 9.d – med biologilærer Amit Rubinstein i spidsen – mulighed for at besøge Panum Instituttet og høre om hjerneforskning og sygdomme med nogen af de nyeste forskningsmetoder indenfor genterapi og optogenetik. Det sidste er en revolutionerende metode, der kombinerer genmodificering med lyspåvirkning, og som gør det mulig at ændre aktiviteten i de enkelte hjerneceller. Det var lektor og forsker på Panum Instituttet David Woldbye, der tog imod NSG-eleverne og holdt foredrag om, at man ved hjælp af genterapi en dag vil kunne kurere sygdomme som epilepsi og ADHD.

Derudover fik eleverne mulighed for at kigge med på igangværende dyreforsøg og modeller for træning af dyrenes reaktions- og opfatteevne ved hjælp af lyssignaler. En spændende forsmag på en verden af biotek, som venter lige rundt om hjørnet.

Line, Markus, Vitus & Mikkel skriver selv om dagen:

Den 10. september 2018 fik 13 heldige elever mulighed for at kunne besøge Panum Instituttet og høre om forskning inden for genterapi og optogenetik. Vi startede dagen med en kop kaffe og en brandøvelse, hvorefter vi kunne samles for at høre et foredrag af David Woldbye (forsker og lektor på Panum Instituttet), der bl.a. handlede om at man ved hjælp af genterapi vil kunne kurere alt fra epilepsi-ramte mennesker (og forsøgsdyr) til ADHD.

Vi startede med at tage op og se den fantastiske udsigt fra Mærsk Tower – det nye tårn doneret af A.P. Møllers fond. Kort efter fik vi lige hældt en kop kaffe op, hvorefter vi begav os ind i et af lokalerne på 15. etage. David Woldbye fortalte i sit foredrag om overførsel af gener fra andre organismer til forsøgsdyr, og om de mange forskellige dele af hjernen, der påvirkes af det.

Til sidst fik vi sågar lov til at se et af disse forsøgsdyrs reaktions- og opfatteevne blive trænet vha. lyssignaler.

Alt i alt var det en megahyggelig og lærerig tur. Tak til Amit Rubinstein, David Woldbye og Panum for denne enestående oplevelse.