Grundskolen, Nyheder

Sidste skoledag for 9. klasserne

Grundskolen, Nyheder

Så blev det 9. klassernes tur til at fejre sidste skoledag, og sikke en dag det blev med vandkamp i skolegården, hvor vejret bestemt var medvirkende årsag til, “det kolde gys” alt andet lige ikke blev helt så koldt som det kunne have været.

Dagen startede med fælles morgenmad i kantinen, hvor eleverne spiste morgenmad med deres lærere. Herefter blev undervisningen i de øvrige klasser afbrudt af 9. klasserne da de kom rundt i alle klasseværelserne, og kastede håndfulde af karameller ind gennem dørene til klasseværelserne.


Næste punkt på programmet var show i gymnastiksalen, hvor hver klasse på skift optrådte med et forberedt show indeholdende festlige nomineringer, konkurrencer og underholdende indslag.

 


 

 

Efter klassernes show kom så den traditionsrige vandkamp. I de sidste par dage havde klasserne opslået vandlister hvor de havde udpeget klassekammerater fra parallelklasser og skolekamerater der kunne forberede sig på at få lidt vand under vandkampen. Men vandlister eller ej… alle der deltog fik rigelige mængder koldt vand hældt over sig, enten med vandpistoler, plastflasker eller poser, der igen og igen blev fyldt ved de tre “depoter” placeret i hjørner af skolegården, hvor udvalgte ansatte holdt øje med, at alting foregik nogenlunde roligt, og samtidig “bestyrede” de slanger der blev brugt til at fylde baljerne op med vand. Det er dog ikke en opgave man kommer tørskoet fra, for de tre “vagter” fik nok mere vand end nogen elev.

 

 

 

 

 

 

 

Efterhånden som de fyldte “depoter” blev tømt faldt intensiteten under vandkampen, og klokken 12:00 blev vandet slukket, og en masse våde elever kunne begive sig op til klasselokalerne og få skiftet det våde tøj ud med medbragt skiftetøj.

Det blev en dejlig dag med masser af grin, sjov og iskoldt vand.

Nu venter eksamenslæsningen, bøgerne og til sidst jeres eksaminer, og så er der ikke længe til, i har sommerferie. God læselyst!

Se alle billederne fra dagen på Niels Steensens Gymnasiums side på Facebook: