Gymnasiet, Nyheder

Den sidste retræte

Gymnasiet, Nyheder

Fantastisk, finurlig og fuldendt. Disse ord beskriver 3.a’s afsluttende retræte. Vi drog mod Klitborg knap så håbefulde, ivrige efter at få dette års retræte overstået. Stemningen i bussen var en tand nedtrykt, og vi så mest af alt frem til at ligge under vores dyner. Men da vi indtog Klitborg og blev præsenteret for dette års emne, gik det op for os, hvor vigtig denne retræte var: ”Værdier” – et emne der vil få stor betydning for vores fremtid.

Vi startede med en personlig øjenåbner, hvor vi blev præsenteret for hinandens livshistorier. Vi fik indblik i hinandens fortid, og vores fortid var netop underemnet på førstedagen. Det var rystende, men også en lettelse at åbne sig for sine klassekammerater på et så personligt plan. Dagen gik, og retræte-stemningen var i top. Næste morgen bød på nye udfordringer. Vi kastede blikket på nutiden. Første modul bragte vores tankestrømme ned på papiret. Hvad var vores kerneværdier? Hvem var vi her og nu? Retræten skabte plads til, at vi kunne besvare disse spørgsmål med eftertanke. Dagen gik med den ikoniske gåtur langs stranden. Vi opfangede naturen, og levede i ét med Klitborgs idylliske omgivelser. Gåturen langs vandet og de violette blomster gav os en ro, vi ikke kunne finde i byen. At komme væk fra by-støj, biler og blinde trafikanter gjorde os parate til den ultimative retræteaften, der bød på film, meditation og klassehygge. Som altid er sidste aften på retræten den bedste – og natmaden er altid et hit!

Den sidste dag var både tom og fyldestgørende. Vi diskuterede filmen, fremtiden og fokuserede på, hvad vi kunne tage med os. Aldrig har vi haft en så emotionel og frigørende retræte. Vi efterlod Klitborg med savn og kærlighed til tre års mindeværdige retræter. Vi gik derfra i håbet om, at retræteånden stadig ville leve i os og forlod Klitborg med et stærkere fællesskab end nogensinde. Vi er taknemmelige for alle vores oplevelser, og ønsker at alle fremtidige retræter bliver ligeså fantastiske som denne. Et kæmpe kærligt tak til NSG for at give os mulighed for at trække os tilbage fra hverdagen og selvfølgelig en enormt tak til Mads og Alexandra for retrætehygge, trygge rammer og chokoladekage.

Af Camille og Clara, 3.a