Gymnasiet, Nyheder

Mord og rets-kemi på skemaet

Gymnasiet, Nyheder

I kemi på A-niveau skal man lære en masse om kemiske analysemetoder. Men da vi på grund af corona-restriktioner ikke kunne lave forsøg og tage ud til universiteterne, som vi plejer, har vi prøvet at gøre det spændende på en anden måde. Derfor har vi i vinter haft tema om rets-kemi, og eleverne har i den forbindelse efterforsket en fiktiv mordsag.

En stakkels ung mand fra Neil Stone’s High School blev fundet død. Kemiholdet trådte til og undersøgte målinger på hans blod og andre spor fra gerningsstedet, herunder om han døde af en overdosis, eller om der var giftstoffer til stede. De dygtige 3. g’ere kunne heldigvis opklare sagen ved hjælp af deres kendskab til bl.a. chromatografi (HPLC), infrarød spektroskopi (IR) og kernemagnetisk resonans (1H-NMR).

Forløbet har givet emnet en sjov drejning, som har holdt liv i den virtuelle undervisning. Opgaven med opklaring af en mordsag skal helt sikkert gentages fremover – også når vi kan lave praktiske øvelser ved siden af igen. Derfor får I heller ikke løsningen på mordgåden her.

Af Morten Persson, kemilærer