Gymnasiet, Nyheder

Rom er ikke kun Peterskirken og Colosseum

Gymnasiet, Nyheder

De vanlige turistmål blev ikke svigtet, da 3.b i ugen op til efterårsferien gjorde den italienske hovedstad til sin by. Peterskirken blev beundret, Trevifontænen kaldte på de store smil, og ruinerne fra kejsertidens Rom satte fantasien i sving. Og hvem kan undvære pizza og pasta? Ikke 3.b i hvert fald!

Samtidigt blev der også tid til at komme bag kulisserne og se på det moderne Rom som hovedsæde for en af verdens største udviklings- og nødhjælpsorganisationer. Det skete da de danske elever besøgte Caritas Internationalis i det folkelige Trastevere-kvarter. Her var der rundbordssamtale med emner som klimakrise og Greta Thunberg, migranter og samfundets svageste. Arbejdssproget var engelsk, spørgelysten stor og rigtig mange meninger kom i spil.

Rom som en nutidig katolsk by kom også op, da 3.g’erne stak hovedet indenfor i Vatikanets Radio, hørte om paver og medier og debatterede om tro og tvivl. NSG’s egne rødder som jesuiterskole var oppe at vende under et kig ind i jesuiterordenens hovedkirke Il Gesù og til en snak med en af de regionale ledere i jesuitternes hovedkvarter to skridt fra Vatikanet. Her mødtes kunsten og kirkehistorien, og her stod fortid og nutid ansigt til ansigt.

Men så var alle også stopmætte af indtryk. Og når man er flad, er det fantastisk med en iskold Cola på toppen af jesuitternes tagterrasse med udsigt til Peterskirken, skulle vi hilse og sige. Det krævede faktisk et gruppebillede.

 

Af Andreas Rude