Gymnasiet, Nyheder

Salsa, hiphop, capoeira og jumpstyle

Gymnasiet, Nyheder

Salsa, hiphop, capoeira og jumpstyle var bare nogle af de danse, 1.g’erne fra NSG dansede til Dansens Dag på Københavns Universitet. Arrangementet startede med en fælles velkomst af lektor Helle Winther i den store idrætshal på Institut for Idræt og Ernæring. Straks efter velkomsten tog to energiske og velforberedte universitetsstuderende over. De startede en festlig og munter opvarmning for de ca. 150 fremmødte elever til countryrytmerne fra Achy Breaky Heart. Hurtigt blev de lidt nervøse og forventningsfulde miner på elevernes ansigter forvandlet til smil, latter og røde kinder mens de i fællesskab taktfast fulgte anvisningerne fra de universitetsstuderende.

Efter opvarmningen blev eleverne sendt rundt til syv forskellige danse-workshops. I hver workshop blev eleverne modtaget af velforberedte og passionerede idrætsstuderende, som underviste i en bred vifte af forskellige dansestilarter. Eleverne blev blandet på tværs af de forskellige gymnasier og til trods for meget forskellige udgangspunkter for at kunne danse, var de idrætsstuderende gode til at lave undervisningen, så alle blev udfordret, og alle lærte nogle nye ting.

Da arrangementet var slut, var flere elever positivt overraskede over, hvor sjovt det havde været at danse de nye stilarter. ”Hey! Du skulle have været med inde til salsa. Det var vildt fedt!!” råbte en elev til en anden, som havde haft en uventet god oplevelse med at danse. Arrangementet sluttede fredag eftermiddag kl. 15:00, og mon ikke eleverne kunne bruge nogle af deres nylærte dansetrin i løbet af weekenden!

Vi ser frem til at gentage denne ekskursion til Københavns Universitet igen til næste år.

Af Kåre Seidelin