Gymnasiet, Nyheder

Studietur til USA

Gymnasiet, Nyheder

I starten af oktober tog vi, 16 elever fra 2.g, afsted til USA sammen med vores rejseledere Fredda og Michael. Her tilbragte vi først fem dage i New York City, hvorefter vi tog til Louisville, Kentucky for at bo hos en amerikansk familie i to uger.

 

 

 

 

Efter en lang rejse fra København til New York City stod vi foran vores hotel, der lå lige midt i byen. Her var vi omringet af skyskrabere, store biler og masser af mennesker. Det var klart, at dette ville blive en tur, vi sent ville glemme.

De første dage i New York oplevede vi alt fra en gospelgudstjeneste til guidede ture rundt i ”Financial District”. Vi var blandt andet på 9/11 Memorial & Museum, hvor vi fik et dybere indblik i, hvordan begivenheden har påvirket og stadig i høj grad påvirker New York og hele verden.  Derudover var der stort fokus på, hvordan immigranter har taget del i at forme det New York, vi kender i dag. I forbindelse med dette besøgte vi blandt andet The Tenement Museum, Ellis Island og Liberty Island.

 

 

Ud over alt det faglige havde vi også god tid til at udforske byens mange og forskellige kvarterer. Nogle tog til en musical på Broadway, mens andre tilbragte lange aftener på at gå over Brooklyn Bridge eller udforske SOHO og China Town.

Morgenen, hvor vi tog afsted, mødtes vi i hotellets lobby kl. 5. Alle var trætte, men stemningen var stadig god, da vi alle vidste, at der ventede os en endnu mere mindeværdig oplevelse kun et par timer væk i Louisville.

Spændte men også nervøse landede vi i Louisvilles lufthavn. Værtsfamilierne stod glade klar og ventede på os med ’velkommen til USA skilte’. Da vi havde fundet vores værtsfamilier, skiltes vi for weekenden, som vi tilbragte med vores værtsfamilier.

I løbet af disse to uger fik vi indblik i den amerikanske kultur. Vi oplevede den ægte hverdag med alt fra skole og aktiviteter efter skole til at tilbringe tid sammen med værtspersonens venner og familie.

Både værtsfamilierne og skolerne var gode til at arrangere aktiviteter, hvor vi alle kunne mødes. Her blev der dannet bånd mellem alle værtspersonerne og de danske udvekslingselever. 

Mange venskaber blev dannet over de sidste to uger. Derfor var det også et trist farvel i lufthavnen. Selvom det var trist at sige farvel, var vi også klar over, at det ikke var et endeligt farvel, men at vi nok skulle ses igen.

 

Mira 2c