Niels Steensens Gymnasium har endnu engang modtaget en meget positiv tilsynserklæring ved tilsynsførende Roar Bruun, efter hans tilsyn med skolen i januar. Han skriver bl.a. som svar på spørgsmålet: “Hvad lægger skolen særlig vægt på i undervisningen og elevernes hverdag?”:

Gennem mit tilsynsbesøg og mine samtaler med ledelsen og lærerne, oplever jeg en skole, hvor der er en meget stor bestræbelse på at leve op til det beskrevne pædagogiske værdigrundlag og samtidig oplever jeg, at skolen i meget høj grad lykkes med at opfylde sit værdigrundlag.

Temadrøftelser med ledelsen på tilsynsdagene:

Skolen har igennem længere tid arbejdet med et stort sæt af værdier, der samlet udtrykke, hvilke elever, det er skolen vil udvikle. De skal være faglige, bevidste, reflekterende, lyttende osv. Samlet er der 17 værdier eller egenskaber, som opstillet grafisk danner et træ.

Onsdag d. 17/1 kl. 13.45-14.45 deltog jeg i et møde med 2 elever, 2 lærere og Lise og Rune fra ledelsen.

Jeg er nysgerrig på om eleverne kan genkende deres skole og sig selv i nogle af værdierne. Jeg foreslår samtalen begynder med, at eleverne skal være respektfulde. Hvordan oplever de det og kan de sige noget om, hvad det betyder?

Det blev en meget spændende samtale, hvor de to elever på skift gav eksempler fra undervisningen. Eleverne var på imponerende vis i stand til at anskueliggøre og konkretisere, hvad en gensidig respektfuld indstilling betyder for undervisningen, det faglige niveau og trivslen.

Samtalen bibragte mig det klare indtryk, at eleverne kender til skolens værdier og at de er i stand til at drøfte selv komplekse sammenhænge i forholdet mellem værdier og den daglige praksis på skolen.

Vedr. vurdering af niveauet i undervisningen og elevernes standpunkt i dansk, matematik og engelsk:

Undervisningsniveauet er meget tilfredsstillende og elevernes standpunkt er middel til over middel.

Vedr. vurdering af forberedelsen af eleverne til frihed og demokrati:

Det er min oplevelse, at der er en meget tryg og tillidsfuld stemning på skolen. Eleverne arbejder meget selvstændigt og i varierende grupper på tværs af køn og de inddrages hele tiden aktivt i undervisningssituationen med faglige og sociale bidrag.

Elevernes indbyrdes faglige samspil i gruppearbejdet ligger på et højt niveau. Det er mit indtryk at eleverne føler sig godt tilpas og at de hele tiden bliver medtænkt som aktive parter i forhold til lærerne og de voksne generelt. Det er mit indtryk at skolen i høj grad lever op til forberedelsen af eleverne til frihed og demokrati.

Vedr. vurdering af skolens samlede undervisning:

Det er min vurdering at skolens samlede undervisning meget klart står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.

Du kan læse tilsynserklæringen i sin helhed ved at klikke på dette link.