Gymnasiet, Nyheder

1.g til Dansens Dag på Københavns Universitet

Gymnasiet, Nyheder

Fredag d. 6. marts stod programmet for 1.g’erne fra NSG bl.a. på kreativ moderne dans, pulserende jumpstyle og energisk dancehall. Eleverne var blevet inviteret til Dansens Dag på Københavns Universitet, hvor de blev undervist i en bred vifte af forskellige dansestilarter af passionerede og velforberedte universitetsstuderende.

Eleverne blev efter arrangementets start hurtigt blandet med elever fra en række andre gymnasier på syv forskellige danseworkshops. De lidt nervøse miner på elevernes ansigter blev hurtigt forvandlet til smil, latter og røde kinder. Til trods for elevernes meget forskellige udgangspunkter for at kunne danse, var de universitetsstuderende gode til at sammensætte en undervisning, hvor alle blev udfordret og lærte nye ting. Derudover kom dansens særlige samlingskraft flere gange til udtryk, da elever på tværs af gymnasierne dansede sammen.  

Dagen viste i den grad, at dans har mange former og udtryk. Dermed har dans også muligheden for at skabe bevægelsesglæde for alle. Mange elever udtrykte da også glæde over, hvor sjovt arrangementet havde været.

Vi glæder os til at gentage ekskursionen til Dansens Dag på Københavns Universitet til næste år.

Af: Kåre Seidelin