G10, Grundskolen, Gymnasiet, Nyheder

Et brag af en emneuge på NSG

G10, Grundskolen, Gymnasiet, Nyheder

Man kunne slet ikke undgå at blive i rigtig godt humør, da årets emneuge på NSG kulminerede fredag den 25. januar med udstillinger, performanceteater, quizzer og masser af smagsprøver. Kreativiteten og engagementet var i top blandt eleverne fra 6. klasse til 2.g, men emnerne fortjente også en særlig indsats.

 

 

 

 

 

 

 

 

Grundskolen satte spot på ”Verdens Bedste Nyheder” med konstruktiv journalistik om verdens udfordringer. 1. g’erne samlede kræfterne om FN’s 17 verdensmål for en mere bæredygtig udvikling for mennesker og dyr, der helst skal realiseres inden 2030. 2. g’erne brugte emneugen som afsæt for årets studieretningsopgave (SRO) til at vise faglig kunnen og kombination indenfor hele paletten af gymnasiefag.

 

 

 

 


En stadig strøm af elever, lærere og forældre gik fra det ene klasselokale til det andet, der bød på emner som ”Den gode nyhed globalt og lokalt” og ”Bæredygtighed i bybilledet”. Mange elever i både grundskole og gymnasium var optaget af plastic-forureningen af verdenshavene, mens andre testede vores villighed til at betale ekstra for økologiske fødevarer eller blot at smage en vegansk pizza. 2. g’ernes ølbrygning som optakt til SRO i kemi, fysik og matematik var også et populært mål.

 

 

 


“Jeg var meget imponeret over det, jeg så fredag eftermiddag,” sagde rektor Lise Baadsgaard Jepsen ved dagens afslutning. “Man kan se, at mange af eleverne brænder for at være med til at skabe en bedre verden. På den måde lever de op til vores vision som jesuiterskole: at vores elever skal være “bevidste og samvittighedsfulde i forhold til den skabte verden” og have “et optimistisk livssyn og håb for fremtiden””, tilføjede hun.

Se flere billeder fra dagen på NSGs side på Facebook

Af Andreas Rude