Nyheder

Har du lyst til at hjælpe os med at gøre andres jul bedre?

Nyheder

Nu nærmer vi os denne skønne tid på året, nemlig julen. Det betyder, at vi sikkert allerede er i gang med at købe julegaver, bage julekager eller måske i gang med at lytte til vores første julesang. Her i denne travle tid er det også vigtigt at tage sig lidt tid og tænke over, at det ikke er alle, der er lige så heldige som os.

Her på Niels Steensens Gymnasium har vi nogle stærke værdier, som vi bestræber os på virkelig at få iværksat. Der er mange værdier, men under dette projekt vil vi særligt have fokus på at være empatiske, ansvarlige og samvittighedsfulde mennesker.

Vi har derfor valgt at starte dette projekt. Vi indsamler brugt tøj og legetøj, som i alligevel har liggende oppe på loftet eller nede i kælderen. Derefter donerer vi det til Røde Kors, der giver det til familier og børn, der ikke har mulighed for den samme dejlige jul som os.

Fra den 3. til den 14. december vil vi tage imod donationer af tøj og legetøj ved begge indgange, i Hovedbygningen og Australiensbygningen. Der kommer til at være en balje til legetøj og en til tøj ved hver indgang.

Hvis I vil følge med i forløbet, kan I deltage i denne event på Facebook.

Vi håber, at I vil være med til at støtte dette gode formål og være “men and women for others”, som skolen opfordrer til.

Mira Rosen Sørensen 2.c og Julie Meyer 1.c