Gymnasiet, Nyheder

Trads om Trump i Englesalen

Gymnasiet, Nyheder

Hvor er vi med Trump? Knap var resultaterne fra det amerikanske midtvejsvalg inde, før NSG den 8. november fik besøg af journalisten og USA-kenderen Davids Trads, der med store armbevægelser og talrige anekdoter tegnede et portræt af Donald Trump to år inde i hans præsidentperiode.

”Han er indbegrebet af en atypisk præsident,” sagde Trads, der særligt pegede på, at Trumps forestilling om ”America First” – også i forhold til USA’s nærmeste allierede – kan få voldsomme konsekvenser for resten af verden. ”Siden 1945 har vi opfattet USA’s præsident som den frie verdens leder. Det er på vej til at ændre sig nu,” sagde han.

Spørgelysten var stor blandt 2. og 3.g’erne i Englesalen, der blandt andet kom rundt om konsekvenserne af midtvejsvalget, handelskrigen med Kina og Nordkoreas Kim Jong-un. ”Hvis det lykkes Trump at få en aftale med Nordkorea, så bør man overveje at give ham Nobels Fredspris,” sagde Trads, der dog tilføjede, at Trumps udenrigspolitik ellers løb ham koldt ned ad ryggen. Men sådan ser ikke alle amerikanere på deres storpralende og uforudsigelige præsident, advarede USA-kenderen forsamlingen. Trump kan sagtens blive genvalgt i 2020, mente han.

Af Andreas Rude