Gymnasiet, Nyheder

”Udfordringer” på Klitborg

Gymnasiet, Nyheder

25.-27. september var vi på retræte på Klitborg. Vores tema var ’udfordringer’. Vi tilbragte dagene med at tale om, hvad der ophober sig af ansvar og forventninger i hverdagen. Det gjorde vi ved blandt andet at lave vores egne spil, der skulle vise, hvordan vi tackler udfordringer, og hvordan forskellige ting kan påvirke os samtidig.

En ”retræte” indebærer for os at være i et andet miljø, hvor vi kan få et indtryk af, hvordan det føles at give slip på opgaver og bare være tilstede. Dette blev gjort rigtig tydeligt i år pga. de realistiske, men generelt meget frie rammer vi havde som fællesskab. Lærerne var gode til at vise os tillid. Der var gjort et rigtigt godt stykke arbejde med det overordnede program for hele retræten. Der var lagt moduler ind, der var udfordrende, men på en effektiv måde i modsætning til tidligere retræter. Retræten foregår i naturen. Ved hver retræte går vi en tur igennem skoven og ned til stranden. Dagene gik med alt fra at hygge sig med at spille badminton og kaste med frisbee til at spise brownies, mens man ser ”Blinkende Lygter”. Den sidste aften slappede vi af til meditation i kapellet.

Vi oplever hinanden i andre rammer, end når vi sidder i et klasseværelse i skolen. Man kommer tættere på hinanden. Derfor synes vi også, retræterne er vigtige for at opbygge et større sammenhold  og skabe minder. Det er dejligt at være i et uforstyrret grønt område, hvor man ikke skal forholde sig til andre end sig selv og sine kammerater.

Skrevet af 2.c