G10, Grundskolen, Gymnasiet, Nyheder, Om NSG

Fasteindsamling til fordel for bønder i Uganda

G10, Grundskolen, Gymnasiet, Nyheder, Om NSG

Fokus er på Uganda, hvor den gennemsnitlige levetid er 44 år for kvinder og 42 år for mænd, forklarede Caritas-brobygger Paul Jørgensen elever og lærere, da han besøgte NSG for at tale om Caritas Danmarks fasteindsamling 2016. Som frivillig brobygger har Paul for nylig selv været i Uganda for at lære om vilkårene og udfordringerne for nødhjælps- og udviklingsorganisationens indsats i det afrikanske land. Under besøget på NSG handlede det så om at bygge den anden ende af ‘broen’ – nemlig at fortælle om de mennesker, han har mødt, og de projekter, Caritas arbejder med i Uganda.

Caritas 10.3.16

”I Uganda har Caritas Danmark i over 15 år arbejdet med at udvikle landsbruget,” fortalte Paul Jørgensen. Målet er at hjælpe bønder med at gå fra subsistenslandbrug, hvor man kun forsyner sig selv, til at kunne afsætte deres økologiske landbrugsvarer kommercielt. Omkring 85 % af befolkningen i Uganda bor på landet og lever af et selvforsynende landbrug, hvor bønderne typisk kun lige dyrker mad nok til at kunne brødføde deres familier. På trods af et fordelagtigt landbrugsklima er bønderne fattige og utrolig sårbare. Slår høsten fejl, har de intet at leve af.

Bønderne er nogle gange tvunget til at sælge deres afgrøder til mellemmænd til en lavere pris, end hvis de opbevarer og sælger høsten samlet. Gennem bondeforeninger hjælper Caritas bønderne med at få en mere fair handel. ”Det styrker også bøndernes bevidsthed om rettigheder og promoverer deres deltagelse i civilsamfundet,” understregede Paul Jørgensen. Nogle af bønderne er uddannet landbrugsrådgivere, der på frivillig basis, rådgiver de andre medlemmer om, hvordan de kan forbedre deres landsbrugsmetoder, så de kan dyrke afgrøder nok til videresalg.

Læs mere om Caritas’ fasteindsamling her:https://caritas.dk/undersektion/stoet-fasteindsamlingen-2016