Grundskolen, Gymnasiet, Nyheder, Om NSG

Fuld fart på lanciers!

Grundskolen, Gymnasiet, Nyheder, Om NSG

Efter to år med aflysninger på grund af Corona var alle sejl sat til fredag den 29. april, da hele NSG mødtes til spisning, fest og ikke mindst konkurrencen om, hvilken klasse der er bedst til at danse lanciers.

Ballet blev sat i gang med 3.g’ernes traditionsrige indmarch til klapsalver og pift i en fyldt gymnastiksal, der sydende af forventning. Så blev det tid til, at de ældste elever iført flotte kjoler og knivskarpe jakkesæt (og en enkelt høj hat) viste resten af skolen, hvordan man danser de fem ture med præcise bevægelser, elegante komplimenter og store smil.

Begejstringen smittede, og den ene kvadrille afløste den anden, indtil dommerne kunne udpege 2.a som vinderne af årets lanciers-konkurrence. Hjerteligt tillykke til de otte seje dansere!

Andre steder i bygningen var der også masser af gang i festen. I kantinen lokkede heftige rytmer nye talenter ud på gulvet, og havde man lyst til at imponere ved boksebolden, var det bare at stille sig i kø. 

Den gode energi kunne fornemmes overalt. Det var stort at se nye sider af hinanden og opleve det stærke fællesskab. Flere fester, tak!  Og snart!😊