Gymnasiet, Nyheder, Om NSG

NSG-elever på ski i de franske alper

Gymnasiet, Nyheder, Om NSG

I uge 1 drog elever fra 3.g afsted på skitur til det franske skisportssted Montgenèvre. Turen var en del af undervisningen i idræt på B-niveau. For flere elever var det første tur på ski, og efter fem dage med praktisk og teoretisk undervisning klarede alle elever sig ned af både røde, blå og grønne pister. Som ny skiløber er der mange fysiske og psykiske udfordringer, men eleverne viste stor evne til at hjælpe hinanden til at opnå forbedringer på plankerne. De mere rutinerede elever stiftede bekendtskab med carvingsving, kortsving og freestyle skiløb. Selv de mest erfarne skiløbere måtte dog sande, at man altid kan blive bedre. Vejrguderne tilsmilede os, og vi fik både sne og sol i løbet af ugen, hvilket gjorde træningsforholdene ideelle.I den teoretiske undervisning anvendte eleverne billeder og videoer fra pisten til at lave bevægelsesanalyser. Bevægelsesanalyser er et redskab til at se på, hvilke bevægelser, som kan forbedres. På denne måde fik holdet indblik i kroppens anatomi og biomekanik. Det blev i undervisningen diskuteret, hvilke muskelgrupper, der er aktive, når man står på ski, og hvordan kroppen skaffer energi til at lave disse bevægelser.

Efter fem dage på pisterne var det tid til at sige ”Au revoir Frankrig” og vende hjem til Danmark med ømme muskler og smil på læberne.

Betina Madsen og Alexander Mogensen

3 G'ere fra NSG på ski

3 G’ere fra NSG på ski