Teaterchef Kasper Holtens festtale

Tusind tak for invitationen til at holde tale her ved 75 års fødselsdagen for Niels Steensens Gymnasium, mit – og mange andres – kære gamle gymnasium.

Allerførst skal jeg nok starte med en disclaimer: Til alle jer unge, så kommer første del af talen måske til at virke lidt verdensfjern. For det er umuligt for mig ikke at komme ind på tidens gang, når man bliver inviteret til 75 års fødselsdag – og når jeg på vej herud i dag opdagede, at næsten halvdelen af skolens liv har fundet sted EFTER jeg selv blev student i 1991.

Mange af jer ved måske, at jeg har brugt meget af mit liv på opera. I en af de bedste operaer som nogensinde er skrevet, Rosenkavaleren af Richard Strauss – som i parentes bemærket kan opleves på Det Kongelige Teater senere denne sæson – lader digteren Hugo von Hoffmansthal hovedpersonen, den blot 34-årige feltmarskallinde, sige nogenlunde sådan her:

”Tid er noget mærkeligt noget. Man lever og bemærker den ikke. Og pludselig kan man ikke føle andet. Den er omkring os – og i os. Den bor i ens ansigt, i spejlet, i blodet. Selv mellem os mennesker flyder den, stille. Nogle gange kan jeg pludselig høre den. Så står jeg op midt om natten for at standse alle ure, få dem til at stå stille. Men man må ikke frygte den – også tiden er skabt af faderen, som skabte os alle.”

Det er citat, man nok kan kende sig selv i når man pludselig opdager man er blevet om ikke 75, så dog 52. Det er ikke længe siden det gik op for mig, hvor kort en fase der i vore dage er mellem at man endelig må sige til sig selv, at nej, nu er jeg altså rigtigt en af de voksne – og indtil man tænker, gud, nu er jeg snart gammel.

Jeg tænker også det er et citat, som vækker genklang, når man bliver 75 og må erkende, at man er gået hen og blevet en ældre dame. En dame, tænker I måske nu – når skolen nu hedder Niels, hvorfor siger jeg så det er en dame. Men det tænker jeg nu ikke skulle være et problem her i 2025.

For mig er NSG i alle fald helt klart en ældre dame. Som er ældet med ynde, som stadig har kræfter til både børn og børnebørn, som har bevaret sin energi, nysgerrighed og lyst på tilværelsen – men som samtidig har de store eksistentielle spørgsmål ret tæt inde på livet.

Men – naturligvis er det egentlig helt forkert at stå her og tale om tidens tand, når jeg skal tale for og om en gymnasieskole. For når man går i gymnasiet, så er man jo heldigvis stadig som oftest ret uskyldigt ubevidst om tidens væsen og ser på den som en stor åben legeplads fyldt med muligheder, håb og drømme. Sådan som jeg oplever min egen datter heldigvis har det.

Sådan havde vi det også i slut 80erne, da jeg gik her på NSG. I en verden, hvor Berlin-muren faldt og vi snart skulle tale om ”The End of History”, fordi vi troede at nu ville alt være bedre. En på alle måder mere ubekymret tid end den vi lever i nu, for får de unge mennesker der i dag går her på NSG chance for som os at drømme om ”The End of History”, om at nu bliver alting godt og endnu bedre, og om fremtidig som en stor fed uskyldig østers, lige til at gå ombord i?

Det gør de nok ikke. Måske venter jordens undergang i en klimakatastrofe, og gør den ikke så måske i stedet i tredje verdenskrig. Hvor vi kunne rejse ud og opleve verden, er det i dag blevet tabuiseret at flyve for meget, og hvor vi troede på teknologien som en berigelse før internettet og mobiltelefonerne endnu helt var rigtigt opfundet, så kan ungdommen i dag på én gang være dybt afhængige af deres algoritmer og skærme og samtidig vide, at det fører til afhængighed, mistrivsel og ensomhed.

Men præcis når man vokser op i verden af i dag, tror jeg der mere end nogensinde før er brug for en skole som NSG. En skole, der forstår at livet er mere end bare at lære og komme videre – som ikke er bange for at beskæftige sig med de store spørgsmål om tro og eksistens, og en skole som giver en platform og en bagage på den videre rejse ud i livet, så man ikke bare svæver alene og magtesløs i et tomrum.

Og det var faktisk også vigtigt dengang. For hvad enten NSG er en ældre dame eller ej, så har hun altid været klog. At bruge nogle af sine vigtigste formative år på en skole, hvor fællesskabet var vigtigt, og hvor man ikke var bange for at tale om de helt store emner – herunder tro, hvad enten man var katolik eller ej – det gav et fantastisk afsæt for at huske, at vi ikke er alene.

Som sagt har jeg jo beskæftiget mig en del med opera og teater, og også på det punkt var det jo i sig selv for mig perfekt at kunne iagttage alle jer katolikker og få lov til at opleve jeres evne til at iscenesætte teatralsk, bruge musik og ikke at være bange for de store armbevægelser.

Men også som menneske var det en fantastisk platform at få med sig ud i tilværelsen, for jeg tror i virkeligheden at den største trussel vi mennesker altid har stået over for og også står over for i dag er magtesløsheden, meningsløsheden, ensomheden.

Kunsten kan minde os om, at vi ikke er alene, når vi i kunsten sættes i kontakt med mennesker fra andre epoker, erfarer og sanser at menneskeheden også i andre epoker har stået over for smerte og udfordringer, men altid er lykkedes med at overkomme dette. Noget af det samme kunne NSG inspirere til, gennem den særlige identitet skolen står på og gennem det særlige fællesskab, man blev inviteret ind i og var en del af – og måske stadig føler sig som en del af – her på skolen.

Og det har vi brug for. For i verden, som den ser ud nu, der må vi insistere at håbet findes – at vi mennesker også vil overkomme alt det vi nu står foran, og at fællesskabet er vores bedste vej derhen.

Og så lærte jeg noget andet vigtigt her på skolen. Så derfor vil jeg gerne sige til jer unge: Indtil jeg gik her, troede jeg at det hele handlede om at være ligesom de andre. Og det rummede en smerte, for det var jeg virkelig ikke. Men hér, på NSG, i min gymnasietid, lærte jeg, at det faktisk slet ikke gør noget, at man er lidt anderledes. For det fællesskab som man mødte her på skolen kunne rumme, at mange af os der gik her stak ud, var anderledes, var nogle skøre kugler, meganørder, nej, lad os kalde det at vi var store personligheder. At vi ikke skal dæmpe os, at man ikke skal slibe kanterne af, at det hele ikke handler om at man skal være ligesom alle de andre – men at man tværtimod godt må være en særling og at det er det fællesskabet kan rumme, det lærte jeg her på NSG, og det ændrede MIT liv.

Den erfaring har vi mere brug for end nogesinde før, og derfor er der god grund til ikke bare at ønske fødselaren tillykke med de 75 år og så sende hende på plejehjem, men tværtimod at ønske hende et evigt liv til glæde for mange, mange, mange kommende elever.

Tillykke til NSG – men mest af alt tillykke til alle os der blev en del af et særligt fællesskab.