CARITAS UGANDA

Af Wilja, 2.b

Det første, vi får præsenteret ved vores besøg hos Caritas Uganda, er deres organisationsdiagram. Allerøverst står med store sorte blokbogstaver: ”THE HOLY SCRIPTURES”. Det sætter rammerne for alt det, vi senere får præsenteret om Caritas Uganda.

Caritas Uganda er en lokalt drevet, tværpolitisk, ikke-konfessionel hjælpeorganisation båret af professionelle og frivillige. Med 570 fuldtidsansatte og 4000 frivillige formår Caritas Uganda at nå ud til rigtig mange husholdninger på årlig basis, mens de samtidig samarbejder med internationale partnere, lokale humanitære organisationer, virksomheder, skoler og søsterorganisationer i andre lande – heriblandt Caritas Danmark.

Fortællingen om, at I-landene bærer U-landene, udfordres af Caritas Ugandas selvstændige profil. På trods af at Caritas Danmark støtter gennem pengedonationer, intern uddannelse og GLOBUS-samarbejdet, stråler engagementet fra Caritas Ugandas spæde år som lokal græsrodsbevægelse endnu igennem. Helt frem til 1999 gik det, der startede som en græsrodsbevægelse og senere blev til Caritas Uganda, under navnet ”The International Confederation of Catholic Charities”. Siden har Caritas Uganda konkretiseret sit arbejde, der er forankret i særligt velgørenhed, integrerende menneskelig udvikling og – sidst men ikke mindst – institutionel styrkelse.

Hvad det skal betyde, forstår vi først senere i besøget, hvor en kvinde i 30’erne med farvestrålende tøj rejser sig fra det runde bord og stiller sig op ved tavlen. Hun fortæller om deres forskellige tilgange; om hvordan de arbejder med miljø og bæredygtighed, digitalisering, investering og meget mere. Om om hvordan de tager humanitært ansvar på mange områder,  fra den massive flygtningestrøm fra Sydsudan til styrkelse af den enkelte ugandiske borger.

Caritas Uganda sidder altså med sin helt egen palette af problemstillinger og handleplaner,  nogle helt andre end vi sidder med her i Danmark. Alligevel samarbejder Caritas Uganda og Caritas Danmark gennem møder, rejser og ikke mindst GLOBUS-samarbejdet, som har til formål at styrke forbindelsen mellem unge i  Danmark og Uganda med udgangspunkt i FN’s verdensmål. GLOBUS blev vores adgangsbillet ind i Uganda, til deres kultur, deres unge, deres tro og deres lokale forankring.

Til sidst er det værd at nævne, at vi dagen efter besøget hos Caritas Uganda spiser de samme kiks og drikker den samme te hos Caritas Kampala, som er landsorganisationens hovedstadsafdeling. Værd at bemærke er det, for Caritas Uganda alene har over 4000 frivillige – i Caritas Danmark har vi omkring 600 frivillige. Hvilket efterlader os med spørgsmålet – eller snarere påstanden: Måske er det ikke kun uganderene, der kan lære noget af os?

KULTUREN I UGANDA

Af Iben, 1.c og Clara, 1.d

I Uganda starter kulturforskellene allerede ved første møde. Vi havde et såkaldt “Courtesy Visit”, hvor man ikke bare siger sit navn, som vi gør i Danmark, men forklarer hvorfor man er der, og hvad ideen er med hele besøget.

I Uganda går alt lige lidt langsommere, de lever nemlig efter “African Time”. Hvis der bliver sagt, at der er en time til, at man ankommer til hotellet, er der nok to.

I Uganda er de ikke vant til at se hvide mennesker, og det gjorde både et stort indtryk på os og på dem, da vi ankom til de forskellige skoler, hoteller eller bare kørte rundt i vores minibus og kiggede ud ad vinduet.

Vi blev stirret på som aber i bur, men blev modtaget som rockstjerner. Lige så snart man smilte og vinkede til dem, der stirrede, ændrede de sig med det samme til at have det største smil. Det var noget af et kulturchok men også et nyt perspektiv for os alle.

Ugandernes kultur blev også udfoldet, da musikken startede. De er alle født med rytme og hofter til at være baggrundsdansere for Shakira! Ali vores fotograf/bedste ven på turen lærte os også nogle trin, men vores nordiske hofter kunne ikke holde til det.

RELIGIONEN I UGANDA

Af Ah Yong og Sofie, 2.a

Religion er en stor del af den almindelige ugandiske borgers hverdag. Kirke om søndagen og daglige bønner til Guds pris er noget, der fylder for uganderne. Vi oplevede dette gennem bibler på de hotelsværelser, som vi overnattede på, og ved forbøn som en del af velkomsten, når vi kom på besøg på skoler og kontorer.

Under utallige samtaler med skoleelever, blev det tydeligt, at mange af dem ikke kan forestille sig en hverdag uden Gud eller religion i den.

Mellem de små, halvslidte lerhytter dominerede store, velholdte kirker. Dette viste religionens vigtighed og viste, at velholdte kirker er en prioritet.

Om søndagen har alle ugandere fri og de bruger denne fridag på at gå i kirke. I modsætning til Danmark, hvor vi ofte kun har en gudstjeneste om søndagen, har de tre gudstjenester, så der er plads til alle. Hver af disse gudstjenester varer to timer og den første begynder allerede klokken 06:30.

SHE FOR SHE (PRODUKTION AF BIND)

Af Wilja, 2.b

Ugandaturen havde et hovedtema: menstruation. Gennem projektet “SHE FOR SHE” – en virksomhed, der arbejder med menstruation i Uganda – satte vi, sammen med skifteren Mary Consolata Namagambe, tabu, skam og fordomme om menstruation på  dagsordenen. Det kom blandt andet til udtryk gennem produktion af genanvendelige bind, workshops samt menstruationsdebatter, paneler og quizzer.

Allerede på første dag fandt vi nålene frem og forsøgte os med at lave vores egne menstruationsbind. Det foregik i to runder. Først skulle vi lave en skabelon i pap – den hårdeste del, fordi vi vidste, at det aldrig ville blive til noget, men blot var en øvelse, der skulle sikre, at vi ikke lavede fejl med det rigtige bind. Vi fik forklaret, at det var helt standard at starte med det i workshoppen – også ude på alle de skoler, hvor kvinderne fra Caritas Kampala, som var medfacilitatorer, havde undervist. Vi skulle trods alt lære det på den rigtige måde og ikke forskelsbehandles – det var jo netop dét, vi var der for.

Det blev dog først for alvor interessant og motiverende, da vi sad med det fysiske stof i hænderne. Det føltes pludselig mere ægte, mere betydningsfuldt. Vi var ti unge – syv af os piger. Mod alle stereotypiske odds var drengene klart bedre end os piger til at sy bindene. De ville selv sige, det skyldtes deres tålmodighed – men jeg tror nu mere, det handlede om, at de sad ved bordet med alle vores undervisere.

Det genanvendelige bind består af fire vigtige lag: Øverst et blødt fleece-materiale, som sikrer komforten. Under det et stykke håndklædelignende stof, som skal suge og holde blodet. Herefter følger et lag plastik, der forhindrer væske i at trænge igennem. Til sidst kommer et glat, næsten satinagtigt stykke stof, som danner bagsiden af bindet og let interagerer med trussestoffet, det skal ligge op ad.

Vi formåede at sy to af de fire lag sammen i den rigtige form. Resten – påsyning af knapper, montering af de resterende lag og den generelle finish – blev udført af de hardcore kvinder, som Caritas Kampala har ansat til at sy de bindpakker, de producerer og uddeler.

AFFALDSINDSAMLING

Af Emma, 1.a

Lørdag den 15 marts, tog holdet afsted til en lille landsby uden for Jinja som hedder Nawandala. Efter ankomst blev vi introduceret til ‘The Farmers Cooperative’, som samarbejder med Caritas Uganda/Danmark og EADEN (en af Caritas’ samarbejdspartner).

Hele holdet blev sat til at samle skrald på handelsgaden i landsbyen. Vi fik mundbind og handsker på som beskyttelse mod bakterier og støv. Derefter blev der uddelt koste til at feje skraldet sammen. I starten var det kun landmændene og Globus-holdet, som arbejdede, men efterhånden kom flere og flere elever fra Nawandala Primary School og hjalp.

En ting, som vi lagde mærke til, var, at meget af det skrald, der var, var plastikposer, skruelåg og rådden frugt. Mange af poserne var vi nødt til at lade ligge, fordi de nærmest var groet ind i jorden, blandt andet pga. varme, men også fordi poserne havde ligget der så længe, at de var blevet mast. De var umulige at få op.

I Uganda har de ikke ressourcer til at igangsætte et affaldssorteringsystem ligesom i Danmark, og det kunne man godt mærke, da alt skraldet blev samlet i en stor bunke ved siden af gaden og brændt af.

En anden ting, vi bed mærke i, var, at eleverne og børnene fra landsbyen hellere ville lære os at  kende end at samle skrald. Børnene er meget nysgerrige, observante, pågående og høflige. Man kunne dog mærke at vi var ude på landet da børnene havde svært ved at tale på engelsk.

FODBOLD (DE ER BARE BEDRE I UGANDA)

Af Florian, 1.c

Det var den varmeste dag på turen, en bagende 31 grader, som vi danskere på ingen måde var vant til. Men vi var klar til at give den alt, hvad vi havde. Der var tre mål for denne kamp: Vi skulle vinde, vi skulle have det sjovt, men vigtigst af alt skulle vi forene to vidt forskellige kulturer på én bane.

Efter en kort opvarmning og nogle holdbilleder var vi klar til at møde vores modstandere. Vi blev mødt af cirka 15 unge ugandere på vores alder, både piger og drenge. Man kunne se på dem, at de var klar til kamp, men mest af alt var de klar til at møde os og have det sjovt på banen. Vi gav hånd til spillerne, mødte dommerne, og så var vi klar.

Vi stillede op på banen, som vi havde aftalt, dommeren fløjtede, og nu var vi i gang. Men efter blot ti minutter blev vi ramt af en katastrofe. Vi var bagud 2-0 og kunne tydeligt mærke, at vores modstandere var meget mere vant til den bagende varme og den hårde, tørre bane, end vi var. Men vi ville ikke give op så let. Vi holdt resten af første halvleg ud – også med sorte prikker for øjnene og sved, der dryppede fra panden.

I pausen aftalte vi, at vi skulle tage det mere roligt, ikke tænke for meget over det og bare have det sjovt. Vi var her ikke, fordi det var vores livs kamp, men for at udveksle erfaringer og lære de forskellige kulturer at kende.

I starten af anden halvleg lagde vi presset fra det store publikum fra os og spillede for at have det sjovt. Det betalte sig, da vi hurtigt fik et frispark. Tredive meter fra målet skræmte os ikke. Mathias var klar til at tage det. Han rullede shortsene op og lagde alle sine kræfter i skuddet, som svævede ind i nettets venstre hjørne. En kort dans, ledet af drengene fra gruppen, og jubel fra hele landsbyen mindede os om, hvorfor vi var på banen denne dag.

Vi kæmpede os frem til flere chancer og pressede mere, men de unge ugandere stod stærkt og gav sig ikke. Til sidst måtte vi erkende nederlaget, men vi forlod banen med smil. Fodbolden havde forenet os på tværs af kulturerne.