Rektor Henrik Vestergaard Stokholms tale

Den brusende flod og kærlighedens håndværk

Hjerteligt velkommen til gæster fra nær og fjern. Hjertelig velkommen til alle ansatte. Hjertelig velkommen til elever og forældre – og en helt særlig varm velkomst til dig, Kasper Holten, som skal holde festtalen for den her bedagede 75-årige dame om lidt. Tak fordi du vender tilbage til din gamle skole helt frivilligt. Jeg skal nok give ordet hurtigt videre, men vil alligevel godt sige et par ord direkte fra hjertet.

For Kasper, du er uforvarende skyld i, at jeg står her nu – sammen med min kære ven Daniel. For da jeg overvejede at søge den her skole, så fandt jeg et citat af dig, som jeg har brugt siden til at retfærdiggøre min vej herover til Østerbro – også overfor mig selv. For du er citeret for at sige: ”Niels Steensen Grundskole og Gymnasium er ikke en eliteskole, snarere en skole, hvor det er tilladt at stikke ud, og hvor det er respekteret at være anderledes”. Det tog kegler hos mig, for den her skole er ikke bare Østerbro-ekkokammer med rendyrket fagligt eller åndeligt elitesnobberi – her er der mennesker fra alle samfundslag og med alle mulige livshistorier og baggrunde. Her er de sødeste og mest rummelige elever – fra 6.klasse og til 3g. Dine ord betyder meget for mig Kasper, for jeg er ikke eliteskolemand, jeg er stadig mest til Grundtvig. Til at skolen skal vække til livet mere end noget andet.

Og jeg har nu været her i præcis 1 år og 3 dage i dag. Og sikke et vildt år. Et år, hvor I elever har været mit faste anker, min redningskrans og mit kærlige holdepunkt. I har fået smilet frem hos mig – selv i en periode, som er noget af det mest barske, jeg har oplevet som rektor, som lærer og som menneske. En tid hvor alting altid var som aldrig før – hver dag. Hvor sikringerne i det indre værdirelæ nogle gange sprang. For ikke alt, man ser i øjnene, kan forandres, men intet kan forandres, før man ser det i øjnene. Det mantra tygger jeg på hver dag. Men de kære mennesker i min ledelse har vist prøvet at berolige mig ved at sige, at sådan er det bare, Henrik. Sådan er det her. Jeg har tit tænkt på det gamle kampråb ”Du har ikke en chance. Grib den”, for den her skole har virkelig klaret sig på trods, og den er still going strong. Vi har grebet en masse chancer det sidste år, og den 75-årige dame er vitterligt i god kampform.

Og hvis de 75-årige vægge kunne tale, så ville der være mange kærlige og spændende historier at berette om. Journalisten Mads Olrik fra Zetland har lige udgivet en helt vildt fantastisk og poetisk bog om skolen, der hedder:  ”Jeg er kommet for at ryste jer”. Den handler om hvordan skolen og lærerne udvirker mirakler og ændrer vores liv. Hvordan skolen aflejrer sig i os alle. Lyt lige til de her gudesmukke ord:

”For en skole er som en flod. Hvert år flyder tusindvis af kroppe gennem den og efterlader aflejringer i bygningen. Når børnene går på gangen lader de deres klistrede fingre glide langs væggene og trækker lange fedtstriber efter sig. Hvert år er der utallige små og store mennesker, der åbner og lukker skabe, de knækker blyanter og lader dem ligge på gulvet, de glemmer at lægge passere tilbage, river klistermærker af skabene, efterlader mærker i bordene. (..) Lærerne gør det også. I elevernes øjne kan lærerne opfattes som flodguder, der har været her altid på præcis den måde de altid har oplevet dem. Men det man ikke ved som elev, er, at floden også efterlader aflejringer i skolens lærere og ændrer dem”

Den brusende skoleflod ændrer os alle, og den har aflejret sig på mange måder gennem de sidste 7 årtier og mere til på Østerbro. Det ved mange af jer mere om end en newcomer som mig efter 12 måneder. Så i stedet for at kloge mig på skolens historie, koryfæer og store personligheder, så vil jeg bruge min korte taletid til at sende alle ansatte og elever en kæmpestor kærlighedserklæring. Alle jer ansatte, fordi I udvirker mirakler, tager livet med på arbejde og giver noget af jer selv hver dag. I bedriver det, som Mads Olrik rammende har beskrevet som ”Kærlighedens håndværk”. Det begreb rammer lige ned i mine drømme om den kærlige og omsorgsfulde skole, hvor man altid er menneske før man er elev. Hvor kærlighed altid er en del af kaldet. Et sted hvor man netop føler sig kaldet!

Og mest af alt skal der lyde en hyldest til alle jer elever. Jeg har aldrig været i tvivl om jeres opbakning og kærlighed – også til det her sted. I gør mig så glad hver eneste dag, og jeg ved jeres lærere og alle ansatte har det på samme måde. Tak fordi I giver mit og vores liv mening. Tak for jeres livskraft, livsglæde og for jeres utrættelige udødelighed. I smitter os andre, og I får os til at bevare troen på det gode.

Så tillykke til os alle med jer elever. I er skolens sjæl også efter 75 år. I er vores kald i verden! Giv jer selv en hånd!

Henrik Vestergaard Stokholm 7. september 2025