Så blev det “Generation Lockdowns” tur til at dimittere fra NSG med alle traditioner intakt trods to gange Corona-nedlukning. Det var lørdag den 25. juni, solen stod højt på himlen, forventningerne var på bristepunktet, forældre og lærere revnefærdige af stolthed og humøret helt i top.

Som det er skik, begyndte vi i kirken med en kort gudstjeneste forestået af NSG’s to skolepræster fra hhv. den katolske kirke og folkekirken.

Den egentlige dimission fandt sted i den store gymnastiksal med taler af rektor Peter Franklin og Frej Little fra 3.b samt uddeling af eksamensbeviser, tildeling af legater og flotte musikalske indslag.

Ude i gården var der fotografering og huekast, før vognene rullede ud af skolegården.

Hjerteligt tillykke – og god vind fremover. Vi ses til gamle elevers fest første fredag i november.