Hvert år dyster 8. klasserne på Niels Steensen i De katolske lege mod andre katolske skoler.
Det er en lang tradition, som også mange voksne ser tilbage på som et fint minde fra deres grundskoletid på en katolsk skole.
Torsdag den 1. september stod solen højt på himlen, og børn og voksne var i tophumør i de grønne omgivelser på Lyngby Stadion.
Drengene i 8.b havde forberedt sig på boldspil ved at komme i sort uniform.
De syntes, det var sjovt at spille de forskellige spil. Lige på nær hockey for her spillede de uafgjort, og det var ikke lige så sjovt som at vinde.
Liam 8.b fortæller: ”Fodboldkampen var til gengæld sjov, selvom det blev lidt kedeligt til sidst, fordi vi førte så meget. Tårnbold var også sjovt, selvom vi hele kampen igennem var så meget foran.
Rasmus 8.b tilføjer: ”Vi ville gerne have haft fri lidt før, da vi ikke var i finalen, og der ikke var så meget at lave, men så sagde vores lærer, at vi hepper på vinderne og glæder os på deres vegne. Vi er ”Men and women for others”.
Drengene mener, det kunne være fedt, hvis man bare kunne stille op i en enkelt sportsgren, hvor man så skulle spille tre kampe i gruppespillet i denne ene sport.
”Vi er tre semiprofessionelle fodboldspillere i klassen, så mere fodbold på menuen, havde været ekstra sjovt”.
Nu er det jo den alsidige sportsglæde, fællesskabet og fairplay – og ikke at vinde – der er dagens omdrejningspunkt. Alligevel er vi glade for, at pigerne i 8.a og 8.e tog sejren hjem i finalen i tårnbold.
Tak til idrætslærer Rasmus Werner for at planlægge en kanon dag for børn og voksne.
Af Nina Johansson Nicolaisen, grundskolelærer
Flere nyheder
25. november 2024
Niels Steensen-dagen handler om skolens navnehelgen
Kæmpe tillykke til årets studenter