Karen Blixen er “kanonforfatter” i gymnasiet, så ingen kan blive student uden at have mødt en af de mest fascinerende skikkelser i nyere dansk litteratur: kaffefarmer, storvildtjæger og “historiefortællerske”, som hun foretrak at betegne sig selv. Nu er hendes liv blevet omsat til en danseforestilling, og fredag den 23. september afbrød 3.a den almindelige undervisning for at tage ud på Operaen til forpremiere på Gregory Deans ballet “Blixen”.
Et forløb med fokus på Karen Blixens breve fra Afrika og novellelæsning havde forberedt klassen på hendes særlige måde at fortælle historier, og på den måde hun så sig selv som en både tragisk og romantisk skikkelse. Begge dele blev gjort levende i ballettens smukke koreografi og musik. Vi flød afsted på tonerne og blev fanget af den flotte dans.
Men en teatertur handler ikke kun om, hvad man ser på scenen. Den handler også om forventningens glæde, om at prøve grænser af og om at opleve stor arkitektur. Det er derfor, at lærere og elever på NSG flere gange om året erstatter klasselokalet med tilskuerrummet, og lader stemningen gribe os.
Flere nyheder
25. november 2024
Niels Steensen-dagen handler om skolens navnehelgen
Kæmpe tillykke til årets studenter