DANMARKS VÆRNEHELGEN. Elever fra grundskolen og gymnasium fik sig en overraskelse den 30. september, da de kom til frokostmesse i skolens kapel. For her stod et gyldent relikvieskrin fremme foran altret, mens skolepræst Daniel Nørgaard SJ forklarede, at det indeholdt relikvier af Sankt Ansgar, som både folkekirken og den katolske kirke anser for grundlægger af den kristne kirke i Danmark.

Forklaringen er, at det i år er 1200 år sden, at benediktinermunken Ansgar fra klostret Corvey i Sachsen i Tyskland meldte sig frivilligt til at ledsage den nydøbte danske konge, Harald Klak, til Danmark og påbegynde en mission. Jubilæet bliver fejret i hele Danmark i 2026, og i den katolske kirke “besøger” relikvierne af Skt Ansgar forkellige katolske kirker, og nu var turen altså kommet til Skt. Augustins Kirke, som NSG’s kirke hedder officielt. Til daglig opbevares relikvierne i den katolske domkirke, der har navn efter Skt. Ansgar, og som ligger i Bredgade i København.

Det fine relikvieskrin i forgyldt sølv kommer fra Münster og er lavet i 1890. Det indeholder to fragmenter af Skt. Ansgars hovedskal, hans kranium. Det lyder måske makabert, men relikvierne minder os om, at helgener er rigtige mennesker, der selv om de levede for meget længe siden, var præcis ligesom os.


