Klimaet fyldte allermeste, da seks folketingskandidater, der spændte fra Venstre til Enhedslisten, den 26. oktober mødte et par hundrede gymnasielever i skolens store kantine. For hvordan skal klimaomstillingen finansieres? Er A-kraft atter noget, vi skal overveje? Og hvilke hensyn skal der tages til landbruget?

Det var blot nogle af de spørgsmål, som Venstres Martin Geertsen, Konservatives Laura Lindahl, De radikales Samira Nawa, SF’s Lisbeth Bech-Nielsen, Liberal Alliances Ole Birk Olesen og Pelle Dragsted fra Enhedslisten skulle forsøge at besvare på deres partis vegne – og samtidigt også helst nå at stikke lidt til konkurrenterne med et skævt smil.

Unges mistrivsel var et andet vigtigt emne, som der var stor interesse for blandt eleverne. Her var alle kandidater enige om, at det var et problem, der skulle sættes hurtigt ind overfor. Men om mistrivslen var et udtryk for den enkeltes problemer med at håndtere karakterer, eller om det var en sund reaktion på et samfund, der var ved at køre af sporet med sine præstationskrav, var der ikke enighed om.

Økonomisk ulighed og inflationsbekæmpelse blev også kort berørt, men så var de 90 minutter, der var afsat til debatten med kandidater også gået. Der er nok at tænke over. Held og lykke til de af jer, der i næste uge for første gang skal stemme til folketingsvalg.