Blandt de ”forstenede idealer” på Glyptoteket
2.d tog i historietimerne et smut til særudstillingen ”Forstenede Idealer” på Glyptoteket, hvor otte nutidskunstnere har fortolket nogle af Glyptotekets værker ind i en nutidig kontekst. For hvilket billede giver udstillingen mon af Antikkens menneskesyn og idealer? Hvordan fungerer skulpturerne som historiske kilder? Og hvem har mon haft magten til at definere idealerne – og hvem er udeladt?
Mindst lige så interessant er det at være nysgerrig på, hvordan de antikke idealer relaterer sig til idealer i dag? Hvor forstenede er idealerne, når det kommer til i stykket? Vi havde mange fine diskussioner om selviscenesættelse i dagens SoMe-tider versus dengang, herunder forholdt eleverne sig til dette citat fra kunstneren Moussa Mcangama:
Resultatet er, at denne kropstype, magtkroppen, fremstår neutral. Den bliver normen. Vi aflæser den lynhurtigt, den er fuld af handlekraft, vi kan stole på den, ved hvad den kan. Den er endda lysende hvid, står der helt rent. Men magtkroppen er fuld af løgn. Tiberius var 50 år gammel, da denne skulptur blev lavet. Fremstillingen af hans krop er en fantasi, der skal cementere hans magt. Altså er den ideologisk, den her krop. Et politisk projekt, der har skabt ”den neutrale krop”: hvid, muskuløs, slank, ung, viril, magtfuld.
Tak for en vidunderlig tur, 2D😊
Fra den taknemmelige historielærer, Sannie Engberg Arnhild




