I december og januar har eleverne i 2. g i fagene biologi og kemi arbejdet med netop dette spørgsmål. Vi har besøgt Frederiksberg Bryghus og lært af praktikerne, mens vi på skolen har beskæftiget os med det gymnasiefaglige: kulhydrater, enzymer og gær m.m. Vi har selvfølgelig også haft gang i egen brygning i stor stil, hvor eleverne selv har designet en øl fra bunden.
Der bliver lavet øl efter ni forskellige opskrifter, og vi glæder os til at se (og smage) resultatet! Vi har nu gjort vores del af arbejdet og venter i spænding på, at mikroorganismerne i gæringstankene gør arbejdet færdigt for os.
Projektet kulminerer med en præsentation og smagning af de færdige øl og ikke mindst en stor tværfaglig opgave (SRO), som skal skrives over de kommende uger. Vi får se, om oplevelsen af øllet bliver en anden, når nu vi har større faglig viden om den.
Spørgsmålet er også, om videnskaben virkelig kan forklare, hvad der giver en god øl? For som Niels Steensen udtrykte det: ” Skønt er det, vi ser, skønnere er det, vi forstår, men langt det skønneste er det, vi ikke fatter”.
Skrevet af Morten Blendstrup Persson, gymnasielærer